Af Mathilde Walter Clark
Alt for Damerne 30/ 2006
Copyright © Alt for Damerne og Mathilde Walter Clark 2006
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner og brug i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.
Jeg har lige været i kloster i en måned! San Cataldo hedder stedet, som ligger smukt placeret op ad en bjergskråning ved Amalfi-kysten i Italien. Der er plads til tolv mennesker - de kalder det "Aandsarbejdere og Kunstnere" - som kan få lov til at arbejde uforstyrret på et projekt af en slags. Hver får tildelt en celle, og bag de tykke, hvidkalkede mure morfes man mange hundreder år tilbage i tiden. Udsigten har i al væsentligt været uforandret siden noget, der ligner tidernes morgen. Tre gange om dagen ringer gong’gongen, hvilket betyder, at maden er serveret. Og endelig er der nogen (og her er det, at de fleste vil tro, at min digteriske fantasi er løbet af med mig), der vasker ens tøj.
Det mest besynderlige på stedet er de gamle mænd. Ud af de tolv er vi tre unge kunstnere. Resten må høre ind under kategorien "Aandsarbejdere". Og med al den kærlighed og respekt, som jeg har opbygget til de gamle mænd, vil jeg sige, at det lige i deres tilfælde er helt passende at stave det med stort A og lille a. Hver aften, når vi mødes til måltidet, sidder de og taler om verden, som om den var et fjernt sted, som engang fandtes, og som for længst er ophørt med at eksistere. De taler, som stammens ældste omkring et lejlbål ville tale om et sagnomspundent sted, som de havde oplevet i deres ungdom. De taler med visdommens og erfaringens autoritet. Og det ER eksotisk at høre de gamle mænd tale – men mest på grund af den uoverkommelige tågedis, som den ellers lettilgængelige verden lige neden for balkonen ligepludselig ser sig indhyllet i. Det er en besynderlig oplevelse. Alt, hvad der bliver talt om, har omkvædet: “Alting var meget bedre i gamle dage,” hvilket jeg og de to andre unge kunstnere med jævne mellemrum udbryder i munden på hinanden som koret i græske tragedier.
Helt symptomatisk kan jeg i dette øjeblik overhovedet ikke huske en eneste af de ting, der var bedre i gamle dage. Det er mere den em af hengemte blomster, der svæver over samtalerne. Men mon ikke det var bedre i gamle dage, at man holdt taler – rigtige taler, som var gennemtænkt og skrevet ned på sirligt foldet og i brystlommen placeret papir, og som ikke bare var inspireret af et flygtigt øjeblik og lidt for mange glas rødvin? Det var også bedre, at man forstod at bruge det personlige pronomen ‘De’ – det varierer sprogets muligheder. I det hele taget var sproget bedre i gamle dage. Komma’erne! Åh komma’erne var helt klart bedre! Der bliver talt en del om de komma’er, og især om, at folk ikke kan sætte dem, og at det var de meget bedre til i gamle dage. Det var også bedre, at der herskede en udbredt forståelse af, at man ikke går med brune sko efter klokken fem. At folk talte t-y-d-e-l-i-g-t. At de ikke bruger adjektivet 'nice' og 'sygt' og 'episk' om alting. Vejret, børneopdragelsen, respekten for de ældre, lærerne, højtiderne, kirkegængeriet, salmerne, digterne, skoletaskerne, nyhederne, almendannelsen.
Nu må det afsløres, at disse ældgamle mænd ikke er mere end et sted i halvtredserne. Kigger jeg min egen vennekreds efter i sømmene, spænder den fra tyverne til op i halvfjerdserne. Der er ingen af dem i ‘den gode ende’, jeg nogensinde tænker på som gamle. Tiderne har ændret sig på en sådan måde, at et menneske ikke længere nødvendigvis gennemgår aldersbaseret livsmønster sådan at forstå, at man bliver gift i en bestemt alder, får børn, går på pension og dør efter et fuldkomment gennemskueligt mønster. Det, der gør de gamle mænd på San Cataldo gamle, er ikke deres alder, men deres forestilling om livsfasernes dominans. De er nået den alder, hvor verden fortoner sig i en pibebakkende erindringsdis. Hvad kan jeg sige. Gamle mænd var meget bedre i gamle dag. Og klummerne. Klummerne var også meget bedre.
