ÅRETS ANNA NICOLE SMITH-PRIS 2007

Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 16. feb. 2007

For en uge siden læste jeg spisesedlerne: “Anna Nicole Smith død.” Det første jeg tænker er: “Gud, er hun død!” Derefter forbløffes jeg over, at jeg overhovedet ved, hvem hun er.

Jeg ved, konstaterer jeg, forbavsende meget om dette kvindemenneske. Jeg ved f.eks. at hun engang har optrådt på en plakat fra Hendes & Mauritz, og at det nogenlunde gør det op for hendes eneste selvstændige bidrag til verden. Jeg ved, at hun har været gift med en mand, der vistnok var 63 år ældre end hende (selv dette tal 63 findes i mit videnslager om kvinden) – en stenrig rosin godt oppe i 90’erne, og at hun, under beskyldninger for at være mere interesseret i milliarderne end i det lille rynkede væsen, hårdnakket hævdede, det skam var true love. Så var der jo også al bøvlet for nylig med hendes narkomansøn, der tog livet af sig selv, og den lille nye, som ingen helt ved, hvem der er far til.

I det hele taget er min bevidstheds vægge dækket med trivia om denne mig principielt komplet uvedkommende Anna Nicole Smith. Jeg ved allerede alt, alt for meget.
Ikke desto mindre optager hendes død mig, ligesom den iøvrigt optager alle andre. I hvertfald fylder den spalterne i formiddagsmedierne i hele den følgende uge. “Her dør hun” lød en spiseseddel, der smagfuldt bragte billeder fra en videosekvens optaget af en tilfældig forbipasserende. Snart, oplyses det, vil man kunne se hendes død live på nettet.
Jeg lader lige den stå lidt endnu.

Det er åbenlyst absurd, at hun fylder så meget, og at vi ved præcis, hvad det drejer sig om, hver gang vi ser en overskrift. Hvad der er mere interessant er, hvorfor vi tilsyneladende allesammen er enige om, at det på en eller anden måde vedrører os. Det går ikke bare at forarges over sladderpressen, hvis vi så meget som en eneste gang fortæller noget af det, de skriver, videre til nogle andre. Vi er allesammen enige om at gå op i Anna Nicole Smith.
Hvem har vi ellers i samme kategori? Paris Hilton. Heller ikke hun har bidraget med noget, men gør alligevel krav på en betragtelig lagkagesnitte af vores bevidsthed.

Jeg talte i telefonen med en anden ven, og fortalte ham om mine tanker. Jeg nævnte noget om, at jeg vidste væsentligt mere om Anna Nicole end om f.eks. Villy Søvndal. “Ja, eller måske også om mig!” skreg han forfærdet. Vi talte om Paris Hilton, men vi var enige om, at Anna Nicole Smith trods alt havde mere format. Min ven mente det vist helt bogstaveligt, men jeg tænker også, at hun udfyldte sin funktion bedre. Hun var simpelthen mere underholdende. Hun gav os smæk for skillingen.

Anna Nicole Smith var et vaskeægte levende sæbe-opera menneske sluppet løs ude i den såkaldte virkelighed, stjernen i en sindssyg serie, vi allesammen slubrede i os. Og hun underholdt, forargede, gav os lettelsen over at være nogenlunde normale.

Derfor slog det mig også, at vi må vise den slags mennesker lidt mere respekt. De påtager sig trods alt at ofre deres liv for vores behov for at svælge i et andet menneskes totale fald. Før i tiden dukkede man op til offentlige hængninger for at opleve denne katarsis. I de helt primitive samfund var der næsten endnu mere skik på det: da udvalgte man en passende jomfru, klædte hende i hvidt og smed hende ned i en kløft. Dengang var man udemærket bevidst om menneskets behov for at konfronteres med livets yderkanter på en for fællesskabet tryg måde. Det var tider.
Derfor synes jeg også, vi bør indstifte en pris og hædre dem, der gør det godt. Årets Virkelige Soap Pris. Eller måske kunne man passende kalde den Anna Nicole-Prisen.


OG PRISEN GÅR TIL KNUT - 2007

MetroXpress 27. April 2007
Af Mathilde Walter Clark

For en håndfuld klummer siden foreslog jeg i andledning af Anna Nicole Smiths død, at indstifte en årlig pris: Anna Nicole Prisen. Tanken var, at man fremfor at håne i stedet skulle hædre disse soap-opera mennesker, som går rundt ude i virkeligheden, og som har gjort det til deres skæbne at underholde og give os et par minutters forløsning i vores egne mere moderate eksistenser. Der var flere kandidater oppe at vende. Paris Hilton og hjemlige Cathrine Danneskiold Samsøe var favoritter i feltet, fordi de troligt tropper op med nyspidsede Louis Vuitton-tasker hver gang der bliver skænket et glas sur hvidvin til en reception et sted. Også Britney har været på tapetet. Hun skal have et cadeau over paraply-stuntet for nylig.

Men ak, jeg må desværre skuffe damerne. Der har været hård konkurrence sydfra. Jeg behøver næppe nævne isbjørnen, som i øjeblikket tryllebinder os alle, Der gute Knut. Hans indtil videre korte, men højdramatiske liv har været en Anna Nicole værdig. Vi ved alle, hvordan hans mor allerede i afsnit ét ikke ville kendes ved ham. Nogen bedre intro kan ikke tænkes. Vi elsker det søde, men vi elsker især det uelskede søde. Tænk bare på Harry Potter, der har haft succes med samme indledning. Den forældreløse, uelskede dreng, der vokser op hos en ondskabsfuld onkel og tante.

Der var tvillingebroren, som døde. Der var dyreværnsfolkene, der foreslog at give Knut dødssprøjten, fordi han alligevel aldrig ville ende op som en rigtig isbjørn. Der var børnedemonstrationerne ude foran Berlin Zoo, der reddede ham. Heldigvis har Knut nu en sød papfar med langt skæg og gummistøvler, og som giver ham mælk i sutteflaske og snurrer lille Knut rundt på gulvet, som den legebjørn, han er.

I afsnit to blev dramaet tilspidset. Der kom beskyldninger om, at Knut var skyld i den 22-årige pandabjørn Yan Yans uventede bortgang. Pandabjørnen var simpelthen faldet død om af et pludseligt hjerteanfald – grundet de mange blitzlys fra Knuts besøgende. Symbolikken var enorm. Pandabjørnen – verdens forhenværende yndlingsbamse – fortrængt af den lille ny polarbamse. Meget har Anna Nicole på samvittigheden. Men en pandabjørn! Berlin Zoo afviser naturligvis beskyldningerne.

Så kom tandpinen, der fik Knut til at ligge med poterne over øjnene på den ugentlige fremvisningsdag for Berlin, og hele verden holdt vejret. Tag den Anna Nicole. Tandpine!

Søger man på Google giver ‘Knut’ 23.700.000 hits, og jeg kan godt stå inde for, at kun et fåtal henviser til Hamsun. På YouTube kan man tillige finde et utal af Knut-film. Topscoreren “The Cute Knut” er en næsten otte minutter lang affære med temaet fra “Dallas” som underlægningsmusik. Samme sted kan man høre den helt utroligt trælse “Der Knutsong”, hvor en grandvoksen, tysk dame forsøger sig som en lille pige i stilen: “Knu-ut, Knu-ut”.

Jeg behøver vel næsten heller ikke nævne, at Knut selvfølgelig har sin egen blog. I jeg-form. På tysk, fransk og engelsk. Isbjørne er ikke, hvad de har været.

Vi kan kun gisne om, hvad de fremtidige episoder kommer til at byde på. Man kan håbe, at det ikke går Knut som isbjørnen i Københavns Zoologiske Have. Den store hvide bjørn er for mig gået hen og blevet sindbilledet på den dybest tænkelige tristhed – og civilizationens skyggeside. Hvileløst vandrer den frem og tilbage henover stenene derinde, mens den kaster hovedet fra side til side. Den er blevet skør, komplet og aldeles. Der er noget perverst over, at stå dér og kigge på et knækket rovdyr.

Men før det går så galt for den lille Knut burde alle verdens miljøorganisationer tage at adoptere ham som maskot. Al den gode opmærksomhed bør ikke gå til i dyre-reality. Hvorfor ikke bruge den på at minde om, at vi om få generationer har ødelagt klimaet for Knuts artsfæller?


ANNI & ERIK 2008

Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress d. 30. maj 2008

Det er et år siden, jeg første gang uddelte Anna Nicole-Prisen. Prisen blev indstiftet da jeg så en avisoverskrift, der lød ‘Anna Nicole død,’ i erkendelse af, at jeg vidste alt muligt om et menneske, som er mig (og fællesskabet som sådan) komplet uvedkommende. Meget mere end om fx Jeanne D’arc eller Mother Theresa. Man kan selvfølgelig vælge at vrænge på næsen af denne verdens Anna Nicole Smith’er, men jeg syntes, det fortjente en pris på den måde at leve et kulørt, soap-opera-agtigt liv ud i fuld offentlighed. Disse mennesker ofrer deres liv for at vi kan have noget at more os over og måske endda sætte vores egne mere moderat udlevede eksistenser lidt i relief. I gamle dage havde vi gladiator-kampene, nu har vi dem, der stiller op på smørrebrødssedlerne.

Sidste år var det den lille isbjørneunge Knut, der løb med prisen. Det var måske et overraskende valg, men udover at han havde det klassiske, tragiske træk (forkastet af sin mor ved fødslen), havde han angiveligt (ifølge altid pålidelige smørrebrødssedler) en hel, kinesisk pandabjørn på samvittigheden.

I år har der været et hårdt opløb. Jeg har besluttet mig for, at Paris Hilton aldrig nogensinde skal have prisen, fordi hun er et konstrukt. Hun findes ikke i virkeligheden, men er en slags robot eller alien som har læst for mange formiddagsblade og prøver at kopiere den ægte vare. Anna Nicole var ægte. Knut er ægte.

Så er der Britney (for man er altid på fornavn med kandidaterne). Hun falder på sit rodede udtryk. Der er ikke tale om nogen smuk dramatisk bue. Så slår hun nogen med en paraply, så barberer hun sig skaldet, så køber hun en vanvittig paryk, så går hun til bal uden trusser. Det er lidt for desperat, lidt for trist.

Men så. Her for blot otte uger siden dukker der et par ubeskrevede kulørte blade op i feltet. En smørrebrødsseddel siger: Erik vil ikke giftes med Anni. Mit hoved trækker en blank. Hvem er Erik? Hvem er Anni og hvorfor vil Erik ikke giftes med hende? Og nok så vigtigt: hvorfor skal jeg blandes ind i det? Men efter seks korte uger er der ingen tvivl. Der er penge, der er ludere, der er utrolige plastikoperationer. Der er dramatisk skal-skal-ikke-giftes. Det er nervepirrende og morsomt. Det er godt kæmpet. For det show fortjener Erik & Anni dette års pris. Stort tillykke.


STEIN BAGGER & FINANSKRISEN 2009

Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress fredag d. 13. marts 2009

Ja, så er det blevet tid til at uddele Årets Anna Nicole-Pris. Hvert forår hædrer denne klumme sladderkulturens darlings. Det foregår i Anna Nicole Smiths navn, fordi hun så gavmildt ofrede sit liv med stor dramatik, for at vi kunne føle os almindelige. Der er selvfølgelig nogle kriterier. Udover at minde os om vores normalitet, er vi altid på fornavn med kandidaterne. Vi ved alt muligt om dem. De fylder enorme mængder af vores daglige bevidsthed, de gør sig på spisesedlerne, og der er hele tiden en udvikling i historien, som sætter det foregående forløb i et nyt lys. Vi følger med i intens spænding. Hvad bliver det næste? Glem alt om såkalte reality shows, tv-serier og andet fiktivt flimmer. Dette er real-life drama!

Alt taler selvfølgelig for, at finansmuskelbundtet Stein Bagger skal have prisen. Bortset fra at vi ikke er på fornavn, er han på alle måder en oplagt kandidat. Der er salg af steroider i fitness-centre. Elskerinder i penthouse-lejligheder. Suspekt ejendomshandel. Falske underskrifter. Rockertæv og muligvis mordforsøg. Uforglemmelige, wide screen-værdige sekvenser, da han melder sig selv til politiet i Californien. Og følgende træmmeruskeri i kachotten.

Der er tilmed den obligatoriske Rasmus Trads-figur, som står forbløffet tilbage i baggrunden med runde øjne og blodigt forklæde og “ingenting forstår.” Det har klassiske dimensioner. Og så er der et økonomisk bedrag, som får hele finanssektoren og ikke mindst bankerne til at fremstå som flove amatører. Selv Bjarne Riis og Finn Nørbygaard er involveret. Stein Bagger har formået at servere en almindeligvis helt grå og kedelig bankverdenen på en kulørt spiseseddel. Det er godt kæmpet. Stein Bagger er simpelthen mytestof.

Men Stein Bagger er blevet overhalet indenom af noget endnu større. Noget som vi er på fornavn med! Noget som er på alles læber! I alle aviser og på tv! Noget højdramatisk som får vores liv til at syne bittesmå! Noget som vi allesammen følger med i nerverne uden på tøjet. Liv & Død! På globalt plan! Der er selvfølgelig tale om (ta-dah:) Finanskrisen!

Men hvordan overrække prisen? Finanskrisen er som bekendt en uhåndterlig størrelse. Løsningen er enkel og smuk: Stein Bagger modtager den på Finanskrisens vegne. Når han engang får udgangstilladelse. Hvilken bedre repræsentant?


DERFOR FÅR ZAPP LEE IKKE ANS-PRISEN (2010)

Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress d. 15. April 2010

Tiden er kommet, hvor jeg begynder at spejde rastløst efter spisesedlerne i et forsøg på at aflure, hvem der har gjort sig fortjent til dette års Anna Nicole Smith-pris. Faste læsere af denne klumme kender proceduren. Hvert år uddeles en pris til årets mest kulørte tabloidpersonlighed, fordi vedkommende får os andre til at føle os så herligt og betryggende normale. Hvorfor ikke? Det er kun alt for let at pege fingre og dømme. Men vi skylder disse mennesker en tak. Det er ikke nogen enkel opgave at være kulørt tabloidpersonlighed. Tænk på at de lægger liv til vores underholdning. Den ene dag tilbedes de af hele verden. Den næste dag tæsker de en fotograf med en paraply uden for en afvænningsklinik. Kronraget og uden trusser.

Jeg har været på fortvivlelsens rand hvad angår dette års pris. For hvem i feltet kunne stikke Anni og Erik? Anni og Erik som løb med prisen for det flotte opløb med de fire aflyste brylluper og én bordelvirksomhed. Skal de virkelig have prisen igen? Jeg har klaget min nød til mine venner, som gjorde mig opmærksom på en ‘Zapp Lee’.

Der er to kriterier. Vinderen får os til at føle os normale, og vi er på fornavn med vinderen. Desværre har jeg aldrig hørt om denne Zapp Lee, hvilket er et dårligt udgangspunkt. Der er ingen vej uden om. Jeg må google.

På Google popper der en masse billeder op. “Han er sådan en ‘stærk mand’?” spørger jeg min kæreste. ‘Stærk mand’ som i stærk mand i cirkus. Sidney? Nå, okay. Nu får jeg at vide, at han hedder Sidney, ikke Zapp. Anyway. Hans vigtigste claim to fame er åbenbart noget selvbruner af en slags. Det viser sig, at Zapp Lee engang har kørt i tog uden at stemple. Så kom der en togkonduktør og bad ham stige af toget. Jeg prøver at opsnuse nogle lidt mere vilde historier. Historier der får mig til at føle mig normal.

Der findes også en historie om, at denne Sidney engang NÆSTEN har været med i en pornofilm. På nær at han ikke kunne mønstre en erektion. Så der skete ikke noget alligevel.

Helt ærligt. Jo mere jeg googler, jo mere kedeligt bliver det. Jeg bliver nødt til at indstifte en ny pris: Claus Hjort Frederiksen-prisen. Prisen der får os alle til at føle os vilde og spændende. Den pris får Zapp. Hvad angår Anna Nicole Smith-prisen, er jeg stadig på bar bund.


ÅRETS ANNA NICOLE SMITH-PRIS TIL PIA K & CO.

Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress d. 29. april 2010

Jeg vil jo så gerne slå et slag for oprejsningen af kulørte tabloidpersonligheder som Anni og Erik, Finn Nørbygaard og Britney Spears. I stedet for at pege fingre, bør vi hylde og hædre dem for deres indsats. De lægger trods alt liv – vaskeægte liv – til at vi har noget at snakke med kollegerne om over frokostbordet. På grund af dem, kan vi bekræfte hinanden i, at vi er så herligt normale. Det er en kunstform, man ikke skal spøge med. I yderste konsekvens kan man dø af det, hvilket er grunden til, at selveste Anna Nicole Smith, tabloidpressens dronning, lægger navn til prisen.

Men det har åbenbart været et hårdt år for de kulørte tabloidpersonligheder. Også på denne front mærker vi krisen kradse. Selv Annie og Erik, der sidste år løb med prisen, har ikke aflyst et eneste bryllup i løbet af året.

I forrige klumme fik jeg forklaret, hvorfor Zapp Lee ikke får prisen. Nåja, undskyld Sidney Lee. Min fejl. For der må altså mere til end noget selvbruner, en næsten-erektion, der engang var lige ved at indfinde sig foran et kamera, for ikke at tale om at glemme at stemple i toget, hvis man skal gøre sig fortjent til den eftertragtede Anna Nicole Smith-pris. Det er for tamt, simpelthen, for kedeligt. Jeg var på nippet til at mene, at Zapp måske alligevel havde en chance, da det i slutspurten kom frem, at han var far til Annies barn. Det var lige før, jeg fik respekt. Men det viste sig at være aprilsnar. Det kom der en helt ny pris ud af: Claus Hjort Frederiksen-prisen – prisen der får os andre til at føle os vilde og spændende.

Altså igen på bar bund. Indtil det indlysende slog mig. Selvfølgelig skal Dansk Folkeparti have prisen! De lever op til alle kriterier! Det er blot fordi jeg er vant til at tænke på Pia K & Co. som et politisk parti, at de ikke forlængst har fået den. For indrømmet: det har også været et dårligt år for Pia K & Co. Der har ikke været nogen richoterende mavedanserinder, Messerschmith og bakkesangerinden er sendt til opbevaring sydpå osv, og det mest skøre i årets løb har næsten været Langballes sølle homopamflet. Men de skal ha’ point for det opfindsomme persongalleri. Og for mange års tro tjeneste i underholdningbranchen. De hæver skisme Anna Nicole Smith-niveauet i Folketinget. For det fortjener de ligefrem en Ærespris.


ANNA NICOLE SMITH-PRISEN 2011

Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress d. 12. april 2011

Det er blevet tid til ét af årets højdepunkter: Uddelingen af Anna Nicole Smith-prisen. Faste læsere vil vide, at denne klumme hvert år hædrer mennesker, som lægger liv til vores underholdning og får os til at føle os noget så eftertragteligt som normale. Jeg taler selvfølgelig om dem, som vi læser om i de kulørte spalter. Folk som er på vores allesammens læber. Folk som vi ‘følger med i’ som var de en tv-serie.

Deres historier følger nemlig de dramatiske buer, vi kender fra film og tv, ja sågar fra de store verdensmyter. Blot er der den forskel, at det handler om ægte liv, ikke fjernsyn, der kan slukkes for. Og vi ved jo, at den dramatiske bue altid ender med død (læs: Anna Nicole Smith) og/eller ulykke – det sidste gerne i form af fængsel (læs: Stein Bagger, Klaus Riskjær og Anni Fønsby). Så der er ikke så lidt på spil.

Hvem er så kandidaterne i år? Jo. I feltet har vi selvfølgelig vores allesammens Birthe Rønn Hornbech – nå ja, netop ikke vores allesammens. Vi husker hende især, når hun kom sejlende ned ad Christiansborgs gange, som en lidt for tungt lastet skude, og nægtede at tale med journalister om sager vedrørende hendes ansvarsområde. Meget flot. Men så er der selvfølgelig favoritten Milena Penkowa.

MP-historien har alt. Penge. En kvindelig forfører. En forført forskerverden. Døde forældre. Flere penge. Genopstandne forældre. Falske rotter. Penge, penge, penge. En rektor, der ellers går for at være en fornuftig mand, men som åbenbart har sig styre af noget andet. Og løfter man dynen, ligger der mindsandten også en ex-minister og gemmer sig!

Wow, siger vi. Tillykke Milena. Et enigt, fuldtalligt dommerpanel (som består af klummeskribenten) har besluttet, at du skal have prisen! Værsgo’. Der ligger et ræveflot diplom til dig på www.mathildewalterclark.com, hvor du også kan møde de tidligere prismodtagere.

PS. Det konkurrerende organ, Weekendavisen, er begyndt at gå os i bedene. De uddeler noget så fladt som ‘topkarakter’ til MP for præstationen. Tsk, tsk. Der findes kun én Oscar og kun én ANS-pris. Var Dem for efterligninger!

Milena! Her kan du hente dit diplom (tillykke).