At glo på en flue dø

Af Mathilde Walter Clark
Alt for Damerne 4/ 2005

Copyright © Alt for Damerne og Mathilde Walter Clark 2005
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

Forleden var der en veninde, som fortalte at hun var holdt op med at dyrke yoga til trods for, at hun synes var skønt. “Man kan jo ikke lave noget samtidig!” lød hendes begrundelse.

Yoga er helt klart uegnet til multitasking. Det vil i hvertfald ikke være særlig spirituelt korrekt at indlede sceancen med at smække en lydbog på båndoptageren. Det er ligesom ikke det, der er meningen med yoga.

Lidt i samme boldgade kender jeg til en fyr som altid ringer til sin kæreste, når han er på toilettet. Herfra fører han sine romantiske samtaler til det listige akkompagnement af – ikke violiner men - den pløpsende lyd fra hans bagdel. Og det er ikke bare kæresten, der får del i denne fornøjelse, men også indimellem hans kunder. Der er, så vidt jeg har kunnet gennemskue, ikke tale om en sær pervation, men et pragmatisk forsøg på at spare tid. Hvorfor sidde dér på spanden til ingen verdens nytte, når man kan overstå et par vigtige opkald samtidig?

Vi er blevet eksperter i at pakke tiden sammen i tiden, så den ikke bliver brugt to gange. Den overskydende tid bruger vi så på det samme – nemlig at proppe nogle flere ting ned i den, så ikke et minut af vores vigtige eksistens bliver spildt på store angstprovokerende ‘ingenting’. Vores tilværelse bliver på den måde presset sammen til en koncentreret bouillonterning af konstant beskæftigelse og aktivitet. Suppe bliver der aldrig kogt på denne terning, for noget så simpelt som at sætte sig ned og dedikere lidt af det dyrebare liv på at glo ud i luften er nærmest at sammenligne med moderne kardinalsynd.

Jeg tror, de fleste har en eller anden udefinérbar følelse af, at der findes en række vigtige og uopsættelige ting, man skal nå, før man en dag går hen og stiller træskoene, og det at lave ingenting – det er alligevel for ødselt. Hvad værre er: det minder om kedsomhed, og kedsomhed er ikke bare pinligt. Det er direkte usexet. Det er lidt som at indrømme, at ens sociale evner ligger på linie med Holger Danskes.

Jeg indrømmer det gerne. Jeg har prøvet at kede mig flere gange. Og der er det med kedsomheden, at den nærmest ikke kan gennemføres. Den skal nemlig ikke være i selskab med sig selv ret lang tid, før der sker noget. Ens opmærksomhed bliver trukket hen imod de finere nivueaer af tilværelsen. Man opdager de nære ting. Eller som min mor siger: hvor kedsomheden opstår, sætter kreativiteten ind.

Det er derfor ret trygt at sætte sig ned og glo ud i luften.

Én af de mest intense skildringer, jeg nogen sinde har læst på skrift, er beretningen om en flues død. Fortælleren – en fransk forfatterinde ved navn Marguerite Dumas – beskriver hvordan hun sad i et lille skur, og ventede på en journalist, der kom for at interviewe hende. I dette lille skur døde en flue. Det synes måske umiddelbart en ret lille begivenhed i livets store sammenhæng, men i hendes beskrivelse hører vi om fluens kamp mod døden, hvordan den i ret mange minutter – 10-15 stykker – virkelig kæmpede for sit liv, og hvordan hun kunne mærke dens angst. Hvordan fluens død blev forværret af hendes tilstedeværelse, men at hun blev siddende. At fluen vidste, den skulle dø, og at det var det, der var det forfærdelige.

Klokken tyve minutter over tre den dag, døde fluen. En ret stor lille ting. Den er beskrevet i en bog, og hun bruger ni sider på det tyve år efter det skete. Og det forekommer både vigtigt og uomgængeligt.

Hvis fortælleren havde været bange for at sætte sig ned og glo ud i luften – at satse, simpelthen, de minutter af sit liv på ‘ingenting’, så havde vi aldrig hørt om fluen. Og det mest fantastiske at tænke på er, at der hele tiden dør milliardvis af fluer rundt omkring i verden, fluer som det står os frit for at sætte os ned og betragte. Hver dag foregår ‘ingenting’ overalt, og det er ikke et sekund kedeligt.


< tilbage til klummer 2005