Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 15. Juli 2005
Copyright © Metroxpress og Mathilde Walter Clark 2005. Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.
For halvandet år siden gik USA, England og Danmark gik ind i Irak og bombede løs uden FNs velsignelse og uden en fredsplan. Formaster man sig til at nævne noget om det under al ‘Krigen mod terror’-ståhejet får man at vide, at man er træt af at diskutere dette. Nu er det jo sket. Og er verden ikke blevet et bedre sted uden Saddam Hussein? Er man måske på terroristernes side? Det er man ikke, og så slutter argumenterne. Skuldertrækkene bølger gennem befolkningen. Det er til at blive helt søsyg af! Men der er ingen, der bliver trætte af at høre diverse nyhedsreportere sidde på diverse tv-kanaler og tale med bævende stemmer om ‘Krigen mod terror’ i et 1:1 målestoksforhold, som om det giver nogen som helst mening.
Man må sige, at store dele af pressen og oftenligheden har købt pakken fra Bush’s PR-afdeling. Selvom terroren er steget drastisk siden kampagnen blev iværksat, er det en kæmpe succes. Den gør, hvad den skal. Den holder folk bange og den alfaderlige tre-enighed Bush & Co populære.
Der er gået et eller andet helt galt. At tale om ‘Krig mod terror’ er lidt som at tale om bolde mod kugler. Først og fremmest findes der ikke en gængs og entydig definition af ‘terrorisme’. De mest almindelige fællesnævnere lyder på noget med at motivet er politisk eller religiøst, handlingen er voldelig, ulovlig og planlagt. Krigen mod Irak er et godt eksempel. Altså bolde mod bolde. Stor mening giver det ikke. Men jeg har set en stor tåre dingle i øjenkrogen på Jes Dorph Petersen, når han taler om ‘Krigen mod terror’ og det er nok.
The U.S. National Counterterrorism Center (NCTC) har behændigt defineret terror som noget, som begås af en subnational eller hemmelig agent. Altså ikke noget et land eller en regering kan begå. Fikst – men det er trods alt også formuleret af en regering. FN har derimod en definition, som inkluderer statslig terrorisme. Kugler mod kugler.
En anden detalje er jo så, at ‘terror’ ikke er noget, man kan angribe. Terror er en tilstand for pokker. Det svarer til at angribe f.eks ‘dårligt humør’ eller ‘julestemning’. Det gør man så heller ikke. Man angriber ikke engang terroristerne (som må formodes at være dem, de mener). Næh, man angriber lande, hvilket naturligvis ikke er det samme som terrorister. Det svarer lidt til at give alle eleverne på skolen en afklapsning, fordi et par af dem (vi ved ikke helt hvilke) er nogle ballademagere. Kugler mod bolde.
USA påstår selvfølgelig, at de drog i krig ud fra selvforsvar. Der var en formodning om nogle masseødelæggelsesvåben – og den formodning var nok. Det svarer vel nærmest til at afklapse ungerne ved timens begyndelse for det tilfældes skyld, at de havde tænkt sig senere at lave ballade. Og Hussein var det da også bedst at slippe af med, hedder det sig hele tiden. Noget begrebsligt miskmask er det. Verden er fuld af folk, som det er bedre at slippe af med. Som Clinton på et tidspunkt indvendte mod dette argument: Vi kan ikke blive ved med at angribe alle dem, der er imod os. Vi bliver nødt til også at tænke på at få nogle venner.
Mon ikke netop det at gøre sig gode venner med folk er den bedste krig mod terror? Forstået som en rent metaforisk krig, naturligvis, hvor man bruger milliarderne og energien på at øge sikkerheden og på andre opbyggelige værdier frem for at skabe frygt og kaste bomber i nakken på folk. Alt hvad ‘Krigen mod terror’ formår, er at hverve flere terrorister og at få Jes Dorph Petersen til at sidde og mimre på det uklædeligste.
