Danmark har alt – undtagen åbent

Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 7. Juli 2006

Copyright © Metroxpress og Mathilde Walter Clark 2006. Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

Her i den forløbne uge var der en kæmpe feature i Berlingske om danskernes nye shoppingvaner. Det er en kæmpe nyhed, at folk køber ind, når de har fri fra arbejde. At vi er begyndt at foretage vores indkøb om aftenen, hænger naturligvis sammen med, at vi overhovedet har fået muligheden. De vågne supermarkeder har nemlig opdaget, at det er lidt besværligt for folk at købe ind, når den gennemsnitlige arbejdsuge for en almindelig dansker ligger på halvtreds timer (uanset hvad det hedder sig i kontrakten), så længe supermarkedets åbningstid ligger i samme tidsrum. Posthuse og banker – det ved vi – har den helt særlige service kun at holde åbent et kort øjeblik midt på dagen, men det er en hel klumme for sig.

Nej, de supermarkeder, der er i stand til at tænke, holder derfor åbent om aftenen – i hvert fald i de store byer. Og surprise! Mindsandten om ikke det viser sig, at det også er de åbne butikker, vi køber ind i! Så mangler vi bare butikker, der sælger kultur.

Da jeg som tyveårig flyttede til Buenos Aires i en periode, skyldtes det største kulturchok det faktum, at man kunne gå i boghandlere klokken to om natten! Og butikkerne var fulde af folk. Siden har jeg kunnet konstatere, at det er sådan, det almindeligvis forholder sig ude i verden. Boghandlere og pladebutikker har i kulturelt bevidste storbyer åbent på de tidspunkter, hvor folk har lyst til at købe bøger og plader. Det er ganske smart.

Mærkeligt er det, at det ikke har slået nogen her i Danmark at gøre det sammme. Tværtimod virker det ikke altid som om, at boghandlere herhjemme overhovedet er interesseret i at sælge bøger. De fleste af dem har mere eller mindre forvandlet sig til et udsalg af clips, viskelædre og fødselsdagskort. Man fristen sommetider at spørge efter ‘bogen’ i håbet om, at der da må findes én. Efter samme princip smækker pladebutikkerne døren i klokken halv seks, for man skulle nødig komme til at lange en CD over disken. Men ingen undlader at klage over alle de bøger og CD’er, som folk køber over nettet. Om aftenen og i weekenden bør det tilføjes.

Hold op, hvor har jeg ligget på mange boghandlergulve rundt omkring i USA og læst bøger til ud på de små timer. Og skægt nok – når man får lov til at hænge ud og bruge tid med bøgerne, ender det sørme også med, at man tager dem med sig hjem.

Jeg er godt klar over, at forhandlerne er dødsensangste for, at der vil være det samme salg bare spredt ud over flere, dyre aftentimer. Kulturnatten er den eneste aften om året de kultursælgende butikker holder åbent. Der kan man tilgengæld ikke lukke kasseapparatet. Det er muligt, det ikke kan betale sig at holde åbent, når folk har fri – men hvorfor ikke i det mindste gøre forsøget? Kunne man ikke bare aftale, at kulturhandlere i et år også holder åbent om aftenen – måske kunne man starte med torsdag, fredag, lørdag - og se, hvordan det går?

Ritt og Bondam har nogle yderst sympatiske planer om at gøre København til en mere levende storby, som er interessant både for turister og københavnere. Det går ikke med en stendød bymidte klokken ni, siger de. I den forbindelse planlægger de at give rum for afholdelse af flere koncerter. Hvorfor ikke også sørge for, at kultursælgende butikker er åbne, så folk kan lægge nogle penge, når de er her i byen? Det er lidt sjovere med folk, der køber musik og bøger, end at de sidder derhjemme og glor fjernsyn. Kunne man ikke forestille sig, at Ritt og Bondom ville give kulturbutikkerne et tilskud til aftenpersonalet i en prøveperiode?