Den usynlige krig

Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 15. september 2006

Copyright © Metroxpress og Mathilde Walter Clark 2006. Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

For nogen tid siden hørte jeg en journalist brokke sig over, at vi skulle høre om det i nyhederne, hver gang én af vores soldater var død i Irak. Han sagde, at det svarede til, at vi skulle høre om det hver gang en elektriker faldt af stigen. At være soldat i Irak er et job, og det er en del af jobbeskrivelsen, at der er stor risiko for at blive sendt hjem i en kiste. Dengang grinede jeg, og synes om ikke andet, at det var en underfundig iagtagelse, og den slags sætter jeg altid pris på. Men nu tror jeg, den er farlig. For engagementet, udenrigspolitiken – demokratiet endda.

Jeg befinder mig i Iowa, USA, sammen med en gruppe internationale forfattere. Før jeg kom var jeg godt pansret med fordomme. Jeg var sikker på, at jeg landede i hjertet af Bush-land, og at folk her ikke bestilte andet end at bage cowboy-kagemænd og missil-muffins og fløjte nationalsangen. Men nu har jeg været her i fjorten dage, og jeg har ikke mødt en eneste, der har Bush på samvittigheden, og det er der heller ikke nogen af de andre forfattere, der har. Når vi møder nogen, nævner vi altid vores land. “Jeg hedder X, jeg kommer fra Y”, siger vi. Og vi får altid svaret: “Jeg hedder Z, og jeg stemte ikke på Bush.”

I Texas har jeg hørt, at man kan købe sådan nogle sorte gummi-armbånd ligesom de gule Armstrong-armbånd. De betyder i al sin enkelhed, at man ikke stemte på Bush. Det kan være, at det er fordi, jeg er for ung til at huske Nixon, men jeg mindes ikke, der har været et lignende gab mellem befolkningen og dets præsident før. USA ser ganske anderledes ud indefra end udefra.

Hvad der forekommer endnu mere mærkeligt i et demokrati er, at der er næsten lige så stort et gab mellem befolkningen og medierne. Det kom som et chok for mig, at der er forbud mod at vise kisterne fra de døde soldater i irak, når de bliver læsset ud af flyene. Bush-administrationen har simpelthen forbudt det – det er billeder, folk ikke må se.

Jeg har i nogle år nu undret mig højlydt over, at amerikanerne ikke løber rundt i gaderne og protesterer. Der har været en dvaskhed og en passivitet, som jeg har haft svært ved at forstå – hvor er det engagement, som vi så under Vietnamkrigen? Jeg har tænkt, at ladheden måske skyldtes lidt for meget smeltet ost og MTV. Nu tror jeg, det skyldes en ubalanceret diæt af billeder. Al mytestof er baseret på billeder. De er ekstremt igangsættende – for vores fantasi og for vores handlekraft. Billederne af de to brændende tårne står for mig som det mest potente billede, der er skabt i nyere tid. Det er et billede, som har haft katastrofale følger, og verden vil aldrig blive den samme igen. Når man tænder for TV’et herovre, er der billeder, der vises igen og igen – af Bin Laden, af Ground Zero, og ordet ‘Terror’ skrives konstant henover skærmen. Hvorfor må amerikanerne ikke se kisterne med deres døde soldater?

Under Vietnamkrigen viste medierne de mange body-bags, der kom hjem fra krigen, og folk blev på den måde klar over, at landet var i krig som andet end en abstrakt idé. Disse billeder brændte sig fast i folks bevidsthed, og var medvirkende til at afmontere krigen.

I går aftes blev jeg kørt hjem af en forhenværende journalist fra Wall Street Journal. Jeg fortalte ham, at jeg havde tænkt mig at skrive denne klumme. Da jeg steg ud af bilen, skreg han efter mig: “Skriv om Ødipus!”. Ødipus som stak sine øjne ud, da han blev klar over sine synder.