Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress d. 11. oktober 2011
Copyright © Metroxpress og Mathilde Walter Clark 2011
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner og brug i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.
Ved efterårstide rejser vi nogle gange ned til en ø i udkantsgrækenland. Der er ikke så forfærdelig meget at sige om stedet. En ambassadør i Athen har kaldt den The End of the World. Verdens ende, simpelthen. På en skala fra 1-5 er den en flot 1’er på charterrejse-spørgeskemaet fra tidligere turister. Entertainment: 1, natteliv: 1, shopping: 1, børneaktiviteter: 1. Osv. Hele fidusen med stedet er, at der – for at sige det på godt dansk – ikke sker en skid. Ambitionerne er heller ikke store: Jeg har medbragt to bøger. Måske når jeg dem begge, måske når jeg bare den ene.
Som regel ligger der 5-7 mennesker på stranden fordelt over en strækning på 2 km. Forleden var vi helt oppe på 25. Et værre rend, tænkte jeg irriteret og forsøgte at koncentrere mig om min bog. Indtil jeg hører et kald og en ung lokal fyr, jeg aldrig har set før, slæber en livløs kvinde op af vandet. Hun havde ligget derude og druknet i al stilhed, uden råb om hjælp, uden noget. Utvivlsomt går der det samme igennem de øvrige 24 strandgængeres hoveder som mit: Hvad kan jeg gøre? Hvor mange film har man ikke set hvor nogen bliver genoplivet på en strandbred med lidt velplaceret mund-til-mund og hjertemassage? Men alle kommer frem til det samme som jeg: Enten har man ikke fået taget det førstehjælpskusus eller også er det alt for længe siden.
I noget der føles som evigheder er den unge græker igang. Så længe at håbet synes ude. Hun har været død i lang tid nu. Dette er ikke som på film. I et sidste forsøg ser jeg ham løfte hendes underkrop og r-r-r-ryste vandet ud af hende. Så følger en sært søløveagtig lyd, og der er liv i kvinden.
Bagefter svømmer grækeren en kort tur. Så sætter han sig og ryger en cigaret. Da han er færdig ryger han en cigaret til. Så går han hjem. Der er ikke noget dagens-helt-i-skysovs over ham.
Dagen efter fortæller en af de andre strandgæster at sidste år ved denne tid, kom der en smuk tyrkisk yacht sejlende ind i bugten. Da den sejlede ud igen stod der 123 flygtninge tilbage på stranden og troede, at det var Italien. Næh. Man får ikke lov til at kede sig i udkantsgrækenland, selvom man prøver. Jeg har opgivet at få læst de bøger. Til gengæld har jeg lovet mig selv at få taget det førstehjælpskursus.
