FIND ET JOB, TUDEKIKS!

Af Mathilde Walter Clark
Information, lørdag d. 7. januar 2017.

Copyright © Information og Mathilde Walter Clark 2017
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

Jeg har i årevis næret en hemmelig drøm. Den gik i al sin enkle cirkularitet ud på at skrive den klumme som jeg netop har indledt, ikke denne specifikke, men litteraturklummen hos "den mindste ringe". Og samtidig har jeg tænkt at det selvfølgelig var helt udelukket, Bent Vinn Nielsen var så supercool, og det var Ursula Andkjær Olsen også (kowtow til dem begge). Men de er holdt op, og mindsandten om ikke jeg har fået det stjernebestrøede held at blive, som de siger i Norge, spaltist, tastaturheks i dette fine ringhjørne.

Forsigtigt, eller måske tværtimod naivt og klodset, tramper jeg så over tærsklen — og dermed også ind på kommentarfelternes glødende kul. Jeg har det med at glemme at verden er blevet beriget med den såkaldt “åbne dialog”. Lige før jul fik jeg en appetitvækker. For nylig er der kommet en (med tidligere formand for Forfatterforeningen, Jakob Vedelsbys ord) "chokerende" rapport om forfatteres økonomiske levevilkår som viser at hver fjerde forfatter lever for en årlig indtægt på mindre end 100.000 (før skat).

Siden jeg engang brugte et år på, iført en t-shirt hvor der stod "Mæcen søges", at skrive breve til Kulturministeren og andre med pengeposer i et forsøg på at rejse midler til at skrive min næste bog (det var før crowdfunding), og i det hele taget demonstrerede vilje til at snakke om de pinlige penge, er det mig journalisterne ringer til når de skal bruge en poster-girl for "fattige forfattere".

Altså lå jeg dér, tilfældigvis influenzaundergravet i en tung, egenfinancieret feberdøs lige før jul og svarede på et spørgsmål fra Berlingske: Hvordan kan man gøre systemet mere smidigt? Jeg gav luft for mine kedelige og funktionæragtige drømme om at det sikkerhedsnet som gælder det øvrige arbejdende folk måske kunne udstrækkes til også at gælde os. I ved, hele det skånende underlag af dagpengeret og sygepenge, alt det man forhåbentligt aldrig får brug for.

Artiklen kom i, sobert og redeligt håndteret af journalisten, og en finger som troede sig selv venlig pegede i retning af kommentarfeltet. Jeg kvitterede selvsikkert med at jeg skam aldrig læser kommentarfelter. To sekunder efter sad jeg og trævlede mig igennem den deprimerende tråd på Berlingskes facebookside.

NASSER RØVE!

Mine, troede jeg umisforståelige, udsagn havde lokket de rindalistiske varulve frem fra under stenene, de havde krabbet sig frem til tastaturet og benyttet sig af deres ytringsfrihed til at deltage i den åbne dialog med indlæg som: HVORFOR SKAL JEG LIGESOM FINANCIERE DIT HYGGELIGE BOHEMELIV og VI HAR SGU DA IKKE BRUG FOR KUNST I DE HER TIDER og FIND ET ARBEJDE LIGESOM ALLE OS ANDRE og NASSER RØVE!

Den ene kommentar virkede som et fluepapir for den næste, de forholdt sig ikke til artiklen men til sig selv og hinanden. Et livligt gnaskegilde, et parallelspor der dryppede med en fælles antagelse om at produktion af skønlitteratur og lyrik ikke er et arbejde (eller som Ingmar Bergmann kaldte sit virke: "en erhvervsbeskæftigelse"), men en betændt hobby, og at den indtægt som rapporten taler om, netop ikke var, nå ja, en indtægt, men en overførselsindkomst og at den skulle stoppes NU!

Måske har Berlingske selv erkendt at de ikke helt orker ansvaret for skabe rammerne for "en god og konstruktiv debat" i deres forskellige kommentarfelter, eller også er de glade for den herligt livgivende reklamekroneindbringende klikaktivitet, hvem ved, i hvert fald skriver de frejdigt på deres hjemmeside at de "ikke er forpligtet til" at redigere eller fjerne kommentarer fra blogs og indlæg i netdebat der er i strid med gældende lovgivning/er racistiske eller injuerende/udleverer personlige oplysninger/indeholder personangreb på debattører, journalister eller andre osv. Virkelig, Berlingske?

Men altså, når jeg løfter blikket fra min erhvervsbeskæftigelse og skuer ud over kommentartrådene er reaktionen på min lillebitte udtalelse desværre det rene ingenting i forhold til hvad jeg ser andre mælende må tåle. For nogle år siden ville den manglende anonymitet på Facebook have fået de fleste til at spare på giftstofferne. Nu lægges fornuftige menneskers tråde dagligt øde af mere eller mindre subtile trolde. Vi er blevet til en nation, nej en klode af voksenmobbere. Trolden sidder ikke længere anonym i en fugtig kælder, han hedder Jon eller Lau eller Allan og bor på Østerbro, i en pæn opgang, med Lea. Han står op om morgenen og friserer sit hår med en flot kam. Han har et barnesæde på sin cykel, selvom Malthe er blevet for stor, men han og Lea går stadig til fertilitetsbehandlinger og satser på en lille ny. Han er måske civilingeniør, i hvert fald tager han sig af en eller anden vigtig sag der vedrører hans erhvervsbeskæftigelse, og før frokost kigger han lige forbi et kommentarfelt. Så slår han op i troldenes orbog, den med Tudefjæs, Nazi- og Offerkortet, Ytringsfrihed, Eliten, Landsforræder, Kællingesnak og Svenske tilstande og skriver: FIND ET JOB, TUDEKIKS! Så. Ganske tilfreds med den raffinerede brug af tudekiks som egenavn, fjerner han et fnug fra sin sweater og går ned til frokosten for at få sig et stykke med varm fiskefilet.

Troldene har
forlængst vundet

Troldene har forlængst vundet. Deres ypperstepræst bor i et tårn af guld og er lige blevet præsident for De Forenede Stater.

Nu er der blot tilbage at tippe på hatten til Jon og Lau og Allan og sige: Jeg har et job, tak. Det kan være jeg en dag vil prøve at forklare jer hvad det går ud på. Foreløbigt vil jeg takke den mindst ringe for spaltepladsen, og ønske mig hård hud i nytårsgave.