Information d. 7. oktober 2017
Af Mathilde Walter Clark
Copyright © Information og Mathilde Walter Clark 2017
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.
Vi har brugt det meste lørdagen på at fjerne det fede, sortgrønne lag af alger som i løbet af sommeren var kravlet frem på terasse, havemøbler, og alle øvrige flader under himlen. Da vi er færdige skyper jeg med en veninde i tørkeramte Portland. Hun har tilbragt sommeren i den tågede grågule luft fra de massive skovbrande som i år har brændt 400.000 hektar skov ned i Oregon og Washington. I begyndelsen af september, på en enkelt dag, brændte skovene 81 steder i USA. Sidste år, da jeg i forbindelse med research til min næste bog besøgte Houston, havde vi svært ved at finde en parkeringsplads. Nu har vi svært ved at genkende det der efter tv-billederne at dømme er tilbage af byen efter Harvey og de 138 cm regn. Huse fulde af frøer og slanger. Helt almindelige amerikanere der padler rundt i gaderne på deres luftmadrasser. En mand kom hjem og fandt at en tre meter lang alligator var flyttet ind i hans spisestue.
Er der nogen der ikke hele tiden har den slags samtaler i? Forleden skrev ham, hvis manuskript jeg i øjeblikket giver feedback på, at han muligvis blev nødt til at aflyse vores møde. Han skulle til Caribien for at lede efter sin båd. Han kom alligevel, båden var blevet fundet, sagde han, på bunden af en bugt med flækket skrog. Orkanen smed med containere. Han havde dårlig samvittighed over at hænge med næbbet over sin båd når nu de lokale havde mistet hus og hjem, liv og lemmer.
Eller er der nogen hvis daglige smalltalk med folk fra nær og fjern mere handler om den ideelle pasning af staudebede og lys fremtidstro på biltraffikkens yderligere udbredelse? Hvor herligt det fx er at vi må hælde round up i jorden ni år til, eller hvilken lettelse det er at afgiften på mellemstore biler nu bliver sat ned — eller at det bliver billigere for billisterne at køre over Storebæltsbroen? Eller spurgt på en anden måde: Hvilken planet bor de folkevalgte egentlig på? Hvad mon de taler med naboen om henover de sirlige, round-up-beherskede buske når slipset er løsnet og læbernes rødvinsblå fra VL-gruppemøderne har fotones sig?
På et særmøde i FN ovenpå kategori 5-orkanen Irmas rasen, træder Rodney Williams, general guvernør for det lille ø-rige bestående af Antigua og Barbuda, frem for forsamlingen (premiereministeren kunne ikke selv være der — han var igang med at forberede sin befolkning til mødet med den næste kategori 5-orkan, Maria). Med stor værdighed beder han de industrialiserede lande om hjælp. Ødelæggelserne på Barbuda er totale. Huse, hospitaler, skoler, infrastruktur, der er ikke en pind tilbage. Samtlige beboere er evakueret, det er første gang i 300 år at øen står øde hen. Han kalder det en "humanitær krise". Der er ikke tale om genopbygning. Det er forfra, landet skal bygges op helt fra grunden. "Kræfter langt uden for vores kontrol har presset os ud i denne forfærdelige situation", siger han, og tænker nok ikke kun på det klima, der er ude af kontrol, men de kræfter som har bragt det ud af kontrol. Han appellerede simpelthen til i-lande som har haft en fest med CO2-udledningerne om at være med til at løfte regningen.
Lad os se hvordan det går. Overalt i den industrialiserede verden har man haft mere travlt med at gøre videnskabelige fakta til et spørgsmål om politiske holdninger, end med at forberede den nødvendige omstilling. De klimaforandringer som forskere og eksperter med stigende intensitet har advaret imod i de sidste 10-20-30-40 år regnes stadig for "kontroversielt". Emnet er ikke sexet. Der er ikke penge i skidtet, i hvert fald ikke de kortsigtede tju-bang-topskattepenge som politkerne elsker. Det er ubekvemt. I USA har tv-stationernes meteorologer længe undgået at tale om klimaforandringer fordi det er lykkedes politikerne at gøre det ubenægtelige politisk. Men mange af dem vil ikke være med mere. Ifølge en amerikansk undersøgelse turde 53% af tv-stationernes vejrfolk tale om klimaforandringer i 2010 — i 2017 var tallet 95%. Emnet er vist kun kontroversielt for de politikere der er allermest glade for magten.
Min veninde fra Portland (hun er biolog) havde set en ansøgning om midler til et forskningsprojekt fra militæret til noget som de kaldte "environmental non-stationarity". Ja. Vend den i hovedet et par gange og man har: climate change. Militæret fedter ikke rundt i politisk kagemeleri, det er praktiske folk som står i frontlinjen af problemer med fly der skal lande, og konflikter der opstår på baggrund af klimaet, migrationer, krige. Det kontroversielle er for dem helt reelt, spørgsmålet er bare hvordan de får narret de nødvendige forskningstiltag forbi Trump-bureaukraternes oplysningsfjendtlige blikke. Trump er ekstrem, men vores egne kære ledere beviser hele tiden at de kan være med. Hvem husker overhovedet sagerne? Bevidst tilbageholdelse af forskningsresultater, manipulation med tal etc etc. Vi har en miljøminister der afviser den grønne omlægning af landbrugsstøtten som EU ellers ville give tilskud til. CO2 reduktionsmål for 2030 der bliver droppet, fordi hvad? Vel fordi det ikke harmonerer særlig godt med de ambitiøse fremtidsplaner for biltraffikken (vel at mærke den der ikke er el-drevet). Det er bare om at lempe os over i nogle større biler end de mikrobiler vi ellers var blevet så glade for—af hensyn til "borgernes sikkerhed", selvfølgelig. Halleluja. Vi kan takke os selv og hinanden og vores folkevalgte for at gå en stor og osende fremtid i møde. Smalltalk om vejret bliver aldrig mere det samme.
