Hilsen fra Cayman Islands

Information d. 13. maj 2017
Af Mathilde Walter Clark

Copyright © Information og Mathilde Walter Clark 2017
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

For nogle søndage siden gik jeg i køkkenet og gjorde morgenmaden klar, og fordi der lige om lidt kom Presselogen kørte tv'et i baggrunden på News. Nyhedsstrømmen var igang, som sædvanlig om Skattevæsenet, afsnit 278 i den ongoing tv-serie med skandaler der knopskyder hurtigere end selv en livlig forfatterfantasi kan klare. Det sidste var, såvidt jeg kunne høre, noget med 100 milliarder kroner som "danskerne", denne rummelige og diffuse kategori, skyldte skattevæsenet. Ægget var næsten kogt færdigt, jeg ledte efter saltet, journalisten fra News ville gerne vide hvem de skyldige egentlig var, og så hører jeg vedkommende sige: Det er kunstnerne. Han nævnte også en anden gruppe, "de fattige" (jeg husker ikke hvilken eufemisme han brugte), iøvrigt to grupper, altså de fattige og kunstnerne, som i økonomisk henseende ofte kommer ud på ét, men det vidste den talende vist ikke. Det var kunstnerne, måtte man forstå, der ikke havde betalt skat af de penge de havde tjent, og nu altså havde brugt pengene på noget andet. Og der sad Skat og manglede 100 milliarder.

Jeg vil lige indskyde at jeg senere på aftenen så TV-Avisen hvor man helt omvendt sagde at det var de rige (jeg husker ikke hvilken eufemisme de brugte), virksomheder og professionelle svindlere som skyldte pengene, og de havde sendt en journalist ud for at banke på døren til nogens sommerhus, vedkommende viste sig ikke at være hjemme men sad et sted på Cayman Islands og kun kunne kontaktes via et gammeldags papirbrev.

Jeg opgav at finde
saltet til ægget

Men altså, på News måtte man forstå at det var kunstnerne og de fattige der sad på Cayman Islands. Jeg opgav at finde saltet til ægget og løb ind skærmen for at se hvem oraklet var, og hvad han om lidt ville svare når den utvivlsomt kritiske journalist forhørte sig nærmere. Men jeg må skuffe læseren i den suspense som også var blevet bygget op for mig selv. De gik direkte over til Presselogen for meget sigende at diskutere den omstændighed at de traditionelle medier af almindelige mennesker opfattes som fjernere og fjernere fra virkeligheden.

Det ville være rart at have navn på vedkommende der havde så travlt med at udpege de fattige og kunstnerne, men pointen her er ikke hvem der pegede, men paratheden til at pege, og selvfølgeligheden udpegningen blev modtaget med. Jamen, selvfølgelig er det kunstnerne der har oparbejdet en offentlig gæld på 100 milliarder! Vi kender dem allesammen, grådige, suspekte, snyltere, samfundsnassere, rige svin! Enhver god repræsentant for Berlingske-segmentet ved at kunstnere er nogen der dyrker deres hobby, ligger på sofaen og spiser mayonnaise af tuben, hvis de da ikke vrider deres ræverøde hænder og gør hvad de er bedst til: klynker. Og nu skylder de os allesammen 100 milliarder.

Lad mig yde mit til at mane myten i jorden. Selvom man samlede alle landets kunstnere, også den håndfuld som tjener penge på deres kunst, og ingen af dem nogensinde havde betalt skat, ville de ikke være i stand til at akkumulere en gæld på 100 milliarder kroner. (Hvad jeg derimod nemt kan forestille mig, er at den industri der opstår omkring kunstnere kan generere beløb i den størrelsesorden.)

Penge er kunstneres yndlings- og hadeemne. For nogen tid siden fortalte en billedkunstner mig om det chok han fik, da han opdagede at villaerne ude i Ryvangskvarteret i Hellerup for blot en generation siden tilhørte billedkunstnere og skuespillere. Nu bor der it-milliardærer, og måske er Ryvangskvarteret ikke nogen dårlig målestok for hvad man som samfund lægger vægt på. For en generation siden var det naturligt at kunstnerne fik løn for deres arbejde, men nu er det helt almindeligt at arbejde gratis for de selvsamme institutioner (museer, biblioteker osv) som får offentlige midler til at formidle kunsten til glæde og gavn for publikum. Hvis ikke kunstneren vil, spørger de bare en anden. På forfatteren Christina Hagens hjemmeside kan man se eksempler på den slags "tilbud" som dagligt havner i vores indbakker. I sidste uge blev jeg spurgt om jeg ville deltage i et panel på Hovedbiblioteket — tilbudet bestod i al sin pragt i at jeg ikke skulle betale for at få lov til at optræde.

Sidste efterår kom en rapport om forfatternes økonomiske vilkår som alle de andre kunstnere misunder — ikke vilkårene, men rapporten. Det er godt at få tal frem i lyset. Tal skaber viden. Rapporten viste at hver fjerde forfatter lever for under 8333 kroner om måneden, eller 100.000 om året (vel at mærke før den skat vi forresten gladeligt betaler). Det er helt normalt.
Kunne Kulturministeren, hvis parti er så glad for industri og vækst, ikke iværksætte en kortlægning af den fulde økonomi? Gøre ikke bare den unavngivne person i News (og journalisten), men resten af befolkningen bekendt med virkeligheden? Hvordan ser kunstnernes økonomiske levevilkår ud? Hvor stor en andel af kunststøtten går direkte til kunstnerne — og hvor meget havner i følgeindustrien? Og hvilken værdi skaber kunsten for samfundet? Her tænker jeg ikke på den immaterielle værdi af de fælles referencepunkter som kunstoplevelser skaber når horisonten udvides eller udfordres, men på helt bogstavelige penge, lønninger, arbejdspladser og vækst fra filmproduktionsselskaber, forlag, pladeselskaber, boghandlere, streamingtjenester, trykkerier, designere, lydteknikere, kustoder, bryggerier, billetudbydere, biludlejningsfirmaer, tusindvis af arbejdspladser med fast løn, pension og frokostordning. Merchandise-fabrikanter. For jeg har til gode at se en t-shirt med et billede af en it-milliardær.