Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress tirsdag d. 8. december 2009
Copyright © MetroXpress og Mathilde Walter Clark 2009
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.
Det møde, der er blevet kaldt verdenshistoriens vigtigeste, er igang. Der skal tages nogle bindende beslutninger. Vi holder vejret (no pun intended).
Jeg må indrømme, at jeg sommetider bliver overvældet af fatalisme hvad angår klimaudviklingen og tænker, at nationalstaten er håbløst gammeldags. At det er omsonst at tale om ‘at blive enige’. Ja, overhovedet at ‘diskutere’. (Og det, man ikke må sige: At demokratiet er en lille smule i vejen). Klimaet er jo ligeglad med landegrænser, højre og venstre og indbyrdes skubben rundt med Co2 kvoter.
Jeg får sådan et billede inde i mit hoved. At det hele er ren leg, dukketeater, kyllingepolitik. Som at spille matador på en tømmerflåde.
Der er forskerne med deres teorier på den ene side og politikerne med deres tiltag på den anden. Forskerne har forskellige opfattelser. Men ikke af, at der er et problem. Selv Bjørn Lomborg benægter ikke de menneskeskabte klimaforandringer. Han mener bare ikke, at forhandlinger og aftaler rigtig batter noget. Et synspunkt han sjovt nok deler med James Lovelock i – manden med Gaia-teorien. Lovelock finder grund til at mene, at temperaturen stiger i klimatiske kvantespring. I følge hans beregninger vil der komme en stigning på syv grader indenfor få år. Han mener derfor, at vi i stedet bør bruge vores tid på at finde ud af, hvad vi skal gøre, når kloden om lidt bliver lagt i ørken. Fremtiden tilhører den, der forstår at bruge en flintøkse.
Lovelock, Lomborg og co. får mig til at tænke på billedet med forskerne, der i et mørkt lokale skal afgøre hvad en elefant er. Ham, der har fat i halen, synes elefanten minder om et reb. Hende, der står ved siden, siger: en væg. Og ham med snablenen synes, den minder om en slange.
Såvidt forskernenes meldinger. Nu er det op til politikerne at finde ud af, hvad vi stiller op med elefanten.
Så kommer Mester Jakel i form af Forlystelsesparks-politiker Morten Messerschmidt og CEPOS og benægter, at der overhovedet er en elefant. Hvad de får ud af det, er svært at gennemskue. Andet end en masse spændende og lækker opmærksomhed. Hvad har vi at risikere ved at mindske forureningen? Individets frihed. Uha, ja. Hvilke individer? Og frihed til hvad? Til at fortsætte gildet som hidtil? Coolt. Fedt. Visionært. Heroisk.
