Af Mathilde Walter Clark
Alt for Damerne 7/ 2006
Copyright © Alt for Damerne og Mathilde Walter Clark 2006
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.
Hele mit liv har jeg vidst, at jeg ikke var skåret til at være ansat. Det har altid forekommet mig helt utroligt mærkeligt, at man skal være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt hver eneste dag, blot fordi nogen har besluttet sig for, at man er mere effektiv på den måde. Og allerværst er tanken om, at nogen andre skal bestemme, hvilke farver tusser, man må tegne med, om man må sidde med fødderne oppe på bordet, om man må arbejde i pyjamas og om man må ligge på ryggen en hel dag og glo op i himlen.
Derfor har jeg også, lige siden, det gik op for mig, at man bare kunne lave sig selv om til et firma, spurgt folk, der havde selvstændig virksomhed, ud om hvordan man gjorde. Der var især to ord, der pirrede min nysgerrighed, men som også skræmte mig fra vid og sans: Told & Skat. Og det værste ord af dem alle – det selvstændige livs svar på Voldemort: Moms!
Rædslen må have stået til fri aflæsning i mit ansigt, for folk sagde altid det samme. De beroligede mig med at de heller ikke kunne finde ud af det i starten, men at jeg bare skulle kaste mig ud i det, og så ville jeg finde ud af det hen ad vejen. “Men hvordan,” spurgte jeg, helt fortvivlet over de dér ord. “Find en revisor,” sagde de, intetanende at ordet revisor satte samme skrækbølger gennem mit legeme.
Der er den ting med de ord, at jeg ikke kan sætte noget billede på dem. Sig “bager” og jeg forestiller mig en tyk mand i en hvid kittel. Sig “krikke” og jeg forestiller mig en mølædt hest. Men når man siger: “told”, “skat”, og “moms” kommer der ingenting og det er frygteligt angstprovokerende, især når man tænker på, at man kan komme i fængsel for ikke at forstå dem. Og siger man ordet “revisor” kommer der et billede af et menneske, som udelukkende siger den slags ord, og taler til én på en måde, som gør én bange. Det er lidt ligesom at skulle gå til frisør i Kina.
Jeg satte mig derfor for at finde en revisor, som talte til mig sådan, at jeg kunne forstå det, og som jeg ikke var bange for.
Af flere havde jeg fået anbefalet en ganske bestemt fyr, som gør sig meget i kunstnerkredse og i filmbranchen, og jeg tænkte med det samme, at her var en klar vinder. Et menneske der både forstår sig på tal og er i stand til at kommunikere med en kunstner – han er i sig selv en kunstner.
Han var ikke let at finde, men jeg fik opsnappet, at han befandt sig et sted i en baggård ude på Islands Brygge. Der var et utal af trappeopgange, og jeg løb lidt rundt i dem allesammen for at finde ham. Der var en del værksteder og kunsthånderværkere, men ingen havde hørt om revisoren. På et tidspunkt kommer jeg ind i et stort atelier af en slags. Jeg kan ikke umiddelbart se nogen, men pludselig hører jeg en lyd bag en kinesisk skillevæg. Fuld af bange aneleser bevæger jeg mig hen bag skærmen, og dér ser jeg en kæmpestor mand i dametøj og meget langt, ildrødt hår. Han har sort øjenmake-up på, sort tøj og en hel masse sølvarmbånd, der ringler når han bevægede armene.
Det var revisoren.
Jeg nærmede mig med frygtsomme skridt og fik fremstammet noget om, hvor bange jeg var, og stod og viftede med det stykke papir, man skal udfylde til Selskabsstyrrelsen når man skal starte firma. “Hit med det,” sagde han, og flåede papiret ud af hånden på mig. Han sad i øvrigt med fødderne oppe på bordet. “Hvad hedder du?” og så tog vi den derfra, mens han udfyldte skemaet for mig. Jeg sendte papiret ind, men har ikke turdet at ringe til ham siden. I stedet fandt jeg en kvindelig revisor, som tilgengæld aldrig tager telefonen, når jeg ringer til hende. Måske er hun bange for mig?
