Metro – nu også som koncerter

Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 2. september 2005

Metro-fænomenet er omsiggribende. Hvad man end foretager sig for tiden, skal det have pre-fixet ‘metro’. Vil man gerne lave noget hipt, uden lige at kunne finde på noget, så skal man bare kalde det ‘metro’ plus noget andet. Det giver fart over feltet, storby og derudaf. Når man siger ordet, hører man sådan nogle vildt hurtige wrooom-lyde inde i sit hovede, og det er per definition godt.
Først, det skal nævnes, var der naturligvis Metroxpress. Jeg kan ikke huske, om avisen kom før den faktiske metro, men hurtigere bliver noget næppe end parringen mellem ‘metro’ og ‘ekspres’. Ingen over og ingen ved siden af Metroxpress!

Og så er der selvfølgelig de mænd, som er ‘Metroseksuelle’ - mænd der ikke lugter som mænd og som måske endda føntørrer sit hår, men som ikke er bøsser af den grund.

I sidste uge tog Palladiumbiografen i Industriens hus så navneforandring til ‘Metropol’, som ellers var navnet på den biograf, hvor man så juleshow i min tidlige barndom, og som lå et helt andet sted.

Og i forgårs var jeg til noget så spændende som landets første ‘Metrokoncert’!
Ud fra navnet er det måske lidt svært at gætte sig til, hvad en Metrokoncert er. Men det er altså radiohuset som har valgt at lancere nogle lidt mere uformelle koncerter ved fyraftenstid (tanken må være, at man kan tage metroen lige dertil), hvor man så kan sidde og nyde en times klassisk koncert uden at skulle tænke på al postyret med at bestille billet i forvejen. Hvad mere er, koster det kun en halvtredser!

Jeg nåede det helt metro-fortravlet og wroom-agtigt i sidste sekund og fik en plads nede på gulvet lige foran orkestret. Det var helt forunderligt at sidde dernede, selvom lyden jo ikke er nær så god, fordi man virkelig fik oplevet den dér sære fornemmelse af at have sneget sig ind til en spilleprøve. Orkestret sad nemlig i sit helt almindelige, fortravlede metrotøj. Jeg spottede f.eks. en fyr i bare tæer og en anden med det vildeste morgenhår, jeg har set siden Ulla Terkelsen sidst var i tv. Ind kom dirigenten Thomas Dausgaard i bedste metrostil med en meget afslappet dueblå trøje, som ligner den slags, man har forfremmet til at sove i.

Manden var fantastisk at se til. Koncerten var Beethovens ‘Symfoni nr. 3 Eroica’, der sine steder lyder som små mus, der lister rundt i et slot, for derefter at forvandle sig til magiske væsener, der danser og tromler gennem salene. Og Dausgaard forvandlede sig ligeledes til små mus og magiske væsener – aldrig har jeg set et så elastisk menneske. På et tidspunkt så det faktisk ud som om, han greb om et par nosser i luften og kvaste dem med sine bare næver!

Hvis man kan se bort fra de noget forstyrrede associatoner og mængden af wroom-lyde inde i hovedet, når man siger navnet ‘Metrokoncert’, er ideen jo intet mindre end fremragende. Takket være ‘Metro’ kan man nu opleve en nossekvasende mand dirigere i pyjamas lige efter fyraften.


< tilbage til klummer 2005