Ødelægger kommentarfelterne den frie debat?

Information d. 18. februar 2017
Af Mathilde Walter Clark

Copyright © Information og Mathilde Walter Clark 2017
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

Er der stadig nogen derude som for alvor tror på internettets demokratiserende effekt? Forrige fredag kunne man her i avisen læse et interview med én af internettets fædre som udtalte at "Internettet har gjort det muligt for 3,5 milliarder mennesker at udtrykke sig frit, og der er mange stemmer som tidligere ikke blev hørt, som bør høres." Det er muligt, og hurra for det. Men kommentarfelter gør alt for at kvæle dem igen. Og de gamle ærværdige medier lader dem gøre det. Man behøver blot at kaste et blik på et hvilket som helst uredigeret kommentarfelt for at forvisse sig om at vi som art er hardwired til at stå overfor med dem vi taler med.

For nylig havde jeg selv den oplevelse at blive brugt som clickbait af Berlingske. Avisen havde bedt mig om at kommentere på en rapport. Bagefter kunne mine venner forudsige nøjagtig hvordan kommentarsporet ville se ud. Efter præcis anden kommentar løb det af, nå ja, sporet næsten ordret som de havde forudsagt. Og det hele fik lov at stå. Tanten fik masser af klikaktivitet og tilsyneladende facebookdebat med mig hængende på krogen. Min egen undskyldning for at åbne munden var at jeg havde høj feber, men i virkeligheden var jeg så naiv at jeg ikke troede et seriøst medie ville bruge folk der optræder i deres artikler på den måde. Den fejl begår man jo kun én gang.

Nu klarer Berlingskes læsere sig sikkert fint uden mig, men der er mange andre hvis stemmer jeg nødig vil undvære. Anne-Lise Marstrand Jørgensens fx, hvis blog om især flygningespørgsmål med stor forudsigelighed gror nogle kommentarspor som lader alt håb ude for menneskeheden.

Overvej forudsigeligheden et øjeblik. Jeg kan ikke være den eneste som føler mig som Vølven når jeg kommer til at klikke mig ind på en avis eller på Facebook eller et hvilket som helst sted på nettet med varianter over formatet synspunkt/perspektiv + kommentarfelt. En facebookven der tilfældigvis har sat sig lidt ind i emnet skriver et opslag om omskæring, og jeg tænker tænker: Åh nej. 36 timer efter kæmper hun stadig en træt og forgæves kamp. Det hjælper på lixtallet når der er tale om den kreative klasse, men aggressionen er den samme, nødtrøftigt skjult af girafsprog.

Kommentarfelterne ligner en kødhakker hvor ethvert indlæg efter et par sving på håndtaget kommer ud i den anden ende, gennemgnasket og molestreret til uigenkendelighed. Eller mere passende: En tur gennem en trolds fordøjelsessystem efter devisen: I den ene ende diversitet og mangfoldighed, i den anden en silende okkergul galdepøl. Det forekommer mig at være en forbavsende ensartet profil med en et forbavsende enslydende sæt af overbevisninger der står tilbage. Er det virkelig sådan at det der rejser sig ud af pølen har lettest ved at overleve på nettet? Et kommentarfeltets survival of the fittest?

En avis der tager sine kommentarfelter lige så seriøst som sine artikler er The Guardian. De har strikse retningslinjer som moderatorer opretholder med hård hånd (med et slag på tasken ville 98% af de kommentarer som fik lov at stå på Berlingske-artiklen blive slettet). Sidste år lavede avisen en omfattende undersøgelse på baggrund af de 70 millioner kommentarer deres artikler har genereret siden 2006. Undersøgtelsen siger lidt om vores glæde ved at høre nogle af de stemmer som ikke før er blevet hørt. Af de ti faste skribenter som genererede mest scheisse var de otte kvinder (fire hvide og fire ikke-hvide), og de to mænd var sorte. Derudover var flere af dem homoseksuelle, jøder og muslimer. Og sørme: De ti der blev behandlet pænest i kommentarfelterne alle var hvide mænd.

Visse emner var mere betændte end andre, Israel-Palæstina, feminisme og voldtægt i den ene ende af spektret, jazz og cricket i den anden.

Hvorfor denne modning
i retning af det indskrænkede?

Noget andet interessant. Efter fire års kommentarfelter skete der en udvikling hvor artikler skrevet af kvinder helt konsistent genererede flere slettede kommentarer end artikler skrevet af mænd. Hvorfor denne modning i retning af det indskrænkede? Er nogle andre kommet til tasterne? Eller sidder folk lige så stille derude foran skærmene og degenererer til deres reptilhjerner?

Nogle medier er vågnet op og har i mangel af moderationskræfter valgt at lukke af for kommentarer. Som fx det 141 år gamle tidsskrift Popular Science der ligefrem mener at "kommentarer kan være dårligt for videnskaben". De henviser til forskning som viser at en lille forbitret skare skævvrider læsernes opfattelse af en historie. De okkergule kommentarer polariserer ikke bare, men ændrer vores syn på selve historien. Tænker man det resultat til ende, skriver de, påvirker det vores virkelighed. Kommentarer former den offentlige mening, og den offentlige mening former politiske beslutninger, og politiske beslutninger former…

Vi behøver ikke at bekymre os så meget om troldenes ytringsfrihed. Den har det fint. Og ikke kun på Berlingske. Den professionelle trold Milo Yiannopoulos har fx lige fået en bogkontrakt. Steve Bannon er blevet den tætteste rådgiver for præsidenten i USA. Og så er der selvfølgelig præsidenten selv. Har han en mor og far? Jeg spørger fordi jeg har en lurende fornemmelse af at han aldrig er kommet ud af nogens skød. Måske er han blevet til ved en art internettets jomfrufødsel, den første af sin slags. Alverdens kommentarfelter har rottet sig sammen, og inde fra bugen af deres hvirvlende morads har de spyet ham ud. En skumfødt levendegørelse af pølen. Og det er kun begyndelsen. Det er kun begyndelsen…