Pensum for bordherrer

Information d. 2. december 2017
Af Mathilde Walter Clark

Copyright © Information og Mathilde Walter Clark 2017
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

Bordherresæsonen er på sit højeste, middage og sociale komsammener, som venlige mennesker har inviteret mig med til, og hvor jeg bliver bænket ved siden af et akkurat lige så venligt menneske som er venner med værten, og som sikkert vil mig det bedste, lære mig at kende, få samtalen til at glide osv, og som spørger: Nå, hvad laver du så?

Åh, nej, så skal vi til det igen. Jeg vil ikke, men jeg skal.

Med slæbende skridt: Jeg skriver bøger.

Hva' gør du? De stikker øret helt hen til min mund, de velmenende, ikke helt sikre på at de hørte rigtigt.

Skriver bøger. Jeg er forfatter, siger jeg og synker spyttet.

Forfatter! Hvor spændende! (Nu kommer det:) Hvilken slags bøger skriver du?

Det er en samtale hvis koreografi ligger fast. Akavet danser jeg mig hen i et hjørne jeg ikke kan slippe ud af. Det er ikke kønt.

Perpleks spørger jeg hvilken slags bøger jeg da kan vælge imellem?

Krimier, siger mine bordherrer.

Dem skriver jeg ikke.

Her er der nogle der bliver mere opfindsomme og foreslår at jeg måske kunne skrive historiske romaner? Eller romantik?

Heller ikke.

Hvad skriver du så?

Det ved jeg ikke. Jeg ved det ikke. Samtidsromaner?

Hvad er det?

Det ved jeg ikke.

Sig mig, ved du ikke hvad du skriver?

Du må da vide
hvilken slags bøger
du skriver

Åh, Gud. Heromkring har jeg lavet konfetti ud af mit bordkort, hvis der er sådan ét. Ellers bare pinagtigt hændervridende under bordet. Engang var der en arkitekt der blev rasende på mig over mine utvivlsomt irriterende undvigemanøvrer. Han syntes det var noget krukkeri ikke bare at svare. Du må da vide hvilken slags bøger du skriver, sagde han. Tag nu fx ham selv. Han var arkitekt. Han lavede stole. Jeg ved udemærket hvilken slags stole jeg laver, sagde han. Hvilken slags stole laver du? spurgte jeg i håbet om at han måske i mellemtiden ville glemme mig og mine bøger. Minimalistiske stole, sagde han. Altså ikke rokoko-stole, ikke Louis XVI stole, ikke polstrede stole, ikke wienerstole, men minimalistiske stole. Og hvis han sad til en middag kunne han altså godt finde ud af at sige: Minimalistiske stole. Så folk lissom havde en idé.

Mente han da at en bog skulle beskrives ud fra det synlige? Ville han have at jeg skulle sige, at jeg laver firkantede bøger? At jeg bruger papir til at skrive dem på, at teksten er det sorte?

Arkitekten var nu flink nok, så flink at han højtideligt, og sikkert under indtryk af den indtagne alkohol, tilbød at han ville læse alle mine bøger og vende tilbage med et ordentligt svar som jeg så passende kunne have parat i fremtiden. En slags service for kommende bordherrer. Jeg hørte aldrig fra ham.

Hvor får du inspirationen fra? Inde fra mit hoved, (hvor ellers?). Det må kræve meget disciplin? Ja, ligesom at børste tænder. Eller: Ja, ligesom det må kræve for reklamemanden/flaskesamleren/tjeneren/skærsliberen hver eneste dag at skulle reklamere/flaskesamle/tjene/skærslibe.

Forfatter? Kan man leve af det?

Det er et spørgsmål jeg ikke stiller mig selv. Måske er det en forudsætning? Kirurg, kan man leve af det? Eller er det fordi mine bordherrer har et indgående kendskab til kunstens trange vilkår? Eller mener de måske bare at det der "forfatteri" er en hobby på linje med at strikke eller stramajbrodere? En lille grøn salat på en sidetallerken? Jeg kender én som synes spørgsmålet er så ydmygende, at han er holdt op med ærligt at fortælle hvad han laver, og i stedet svarer at han er bedemand, fordi de spørgsmål der herefter bliver stillet er langt mere behagelige.
Eller hvad med denne her: Har jeg læst dig?
Jo, kom nu, nævn mig nogle titler!
Eller undskyldningerne over at de ikke får læst bøger. Engang læste jeg meget, men nu har jeg desværre ikke rigtigt tid. Som at sige til bedemanden: Undskyld jeg ikke er død. Jeg har ikke haft tid.

Ude på KUA har de vistnok stadig et tilvalgsfag i kulturformidling, hvor de studerende som en del af en opgave skal interviewe en forfatter på Bogmessen. Tre gange har jeg indvilliget i at lade mig interviewe af en flink, håbefuld kulturformidler, og da jeg tredje gang kom hjem efter at være blevet stillet de samme spørgsmål som mine bordherrers, gik jeg rasende igang med at skrive et ark papir som jeg ville sende til studielederen, måske endda med et tilbud om at komme ud og være giraf. Arket udviklede sig til et essay, som efterhånden blev så langt at jeg vurderede det var en umulig opgave at forklare præcis hvor umulige de spørgsmål er. Spørg en humlebi hvorfor den kan flyve. Hvor finder den inspirationen fra? Hvilken slags flyvning er der tale om? Kræver det ikke disciplin? Kan den leve af det? Hvad er dens budskab?

Derfor blev jeg så hulens glad, så jublende lettet da Kirsten Hammanns rasende, forrygende bog, Ofte stillede spørgsmål, dumpede ind gennem mine brevsprække, (og kun en lille smule ærgelig over at det ikke er mig der har skrevet den). Den skal ligge i min taske altid, jeg vil aldrig gå til nogen middag uden den. Når spørgsmålene begynder, vil jeg tage den frem og læse passager op ligesom Kirsten Hammann selv gjorde, da hun var i Flemming Møldrups tv-program for at blive interviewet om hvorfor hun ikke kan lide at blive interviewet, og blev stillet nøjagtig de samme spørgsmål. I guder, altså. De passager jeg vil læse op er selvfølgelig ikke dem hvor hun prøver at beskrive hvordan hun arbejder, for det er hendes måde, ikke min, men dem hvor hun udstiller spørgsmålenes tænderskærende meningsløshed og ynkeligheden i ikke at kunne-ville-kunne svare på dem. Bordherrer, please, læs nu bare Kirstens bog.