Af Mathilde Walter Clark
Alt for Damerne 47/ 2006
Copyright © Alt for Damerne og Mathilde Walter Clark 2006. Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.
Jeg fik vist lovet i sidste klumme, at jeg ville skrive om det store mysterie: Mænds skæg. Men jeg må skuffe dem, der måske havde håbet på en grundig indføring i dette altomfattende emne: Noget andet og mere presserende er kommet op, og jeg tvinges til at lade skægget stå.
Sagen er den, at jeg for nylig blev inviteret til middag hos den amerikanske viceambassadør. Jeg har længe drømt om at få netop sådan en middagsinvitation, og indbydelsen lagde op til at jeg skulle være lidt fiks i betrækket. Kort: jeg var nået det punkt i mit liv, hvor jeg måtte anskaffe mig ‘den lille sorte’. Jeg må konstatere, at jeg er lidt bagud med alting. Det gælder ikke bare kjolen, men også et par passende strømper, et halssmykke skulle der i følge kyndige også til etc. Jeg fik med andre ord rig lejlighed til at udforske ekspeditionens svære kunst, og det er altså grunden til, at skægget må vige.
Oplevelsen kastede mig nemlig lige lukt tilbage til andre shoppingmæssige mærkedage. Som nu dengang jeg skulle finde det rette konfirmationskostume. Der er visse ting i mit liv, jeg ikke har lyst til at genopleve, og lige præcis missæren med konfirmationsantrækket er én af dem. Jeg kan stadig græmme mig over, at der findes billeddokumentation af det endelige resultat af anstrængelserne, men jeg nænner ikke at destruere materialet af hensyn til min mor og andet familie, der vil finde det både sært og barnligt.
Men at være fjorten år (eller hvor gammel man nu var) og blive trukket rundt i butikker af sin mor, altimens der bliver brugt udtryk som ‘den er frisk’ og ‘og hvis du så bare ville sætte dit hår sådan og sådan”, mens spytklatter tager sig af vaffelisrester i fjæset – det er ikke nødvendigvis noget, man har lyst til at genopleve. At lede efter den lille sorte endte med at aktivere en Post-Traumatisk-Konfirmationskjole-Disorder.
Alle mine venner var ellers involveret i opgaven. Det vil sige, at opgaven var opdelt i delopgaver, som forskellige tog sig af. Min ven, og selvudnævnt stylist, Svend, var overordnet koordinator og med i udvælgelsen af kjolen. Mine veninder blev på skift trukket rundt hos forskellige guldsmede og agerede iøvrigt hotline på smykket, men det endte med at min kæreste reddede mig på et hængende hår med et fantastisk sølvsmykke lavet af Kristine Algreen. Strømperne klarede jeg selv.
Visse ekspedienter, opdagede jeg, har mere flair for at aktivere ens PTKD end andre. Nu er det ikke fordi, jeg ikke er vant til at gå i butikker. Jeg færdes tit inde i centrum af København og pendullerer gerne op og ned ad Kronprinsensgade og i Pisserenden. Men der er en stor forskel på at skulle finde noget bestemt til en ganske overhængende deadline og så til lige at difelere forbi et tøjstativ.
Værst var det, da jeg vovede mig ind i en superfancy butik, som chefredaktøren på Eurowoman altid anbefaler i sit blad. Jeg sørgede for at gå derind en dag, hvor jeg gik oprejst i verden og hvor skoene ikke knirkede. Allerede da jeg er på vej ind over dørtærsklen, begynder min skjorte umærkeligt at krølle. Men jeg forbliver tappert upåvirket og fortsætter uforfærdet hen mod ekspedienten, for at få ham til at låse en montre op med en halskæde. Ekspedienten, en lang tynd mand, reagerer ved at give mig stigen - øjne ruller hurtigt op og ned af mig. Jeg er allerede på vej i en tunnel tilbage til konfirmationsdagene. Uden at svare finder han en bog frem for en skuffe, ser ned på mig. “Den koster 4000”, siger han så. “Øh,” pipper jeg med min fjortenårige stemme, “så er det ikke nødvendigt”. Han måler mig igen med blikket. Så giver han mig nådesstødet: “Nej, det tænkte jeg nok.” Det føltes som om, jeg havde vaffelis i ansigtet. Da jeg gik ud af butikken bemærkede jeg, hvordan mine sko knirkede. PTSD i fuldt flor. Jeg lovede mig selv aldrig at gå derind igen, uanset hvad de skriver i Eurowoman.
