Quizzen til Alex Ahrendtsen

Information d. 27. januar 2018
Af Mathilde Walter Clark

Copyright © Information og Mathilde Walter Clark 2018
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

Midlertidigt færdig med et manuskript jeg har arbejdet på i årevis, gik jeg på én gang lettet og rastløs igang med at sortere i den kaotiske understrøm på mit arbejdsværelse. Under en tilsyneladende rolig overflade havde der over årene samlet sig en del udprintede sider, avisudklip og forskellig korrespondance, og her faldt jeg over et brev, jeg lykkeligt havde glemt at jeg sidste sommer skrev til DFs kulturordfører, Alex Ahrendtsen sammen med, åh Gud, den quiz som jeg fabrikerede, og som jeg endnu mere lykkeligt havde glemt.

Det hele kom sig af at jeg havde deltaget i et panel om litteraturformidling på Christiansborg, hvor også Ahrendtsen havde været paneldeltager. Han gjorde et stort nummer ud af at fortælle hvordan en ung forfatter (jeg husker ikke hans navn) lige havde sendt ham sin bog, hvor glad han var blevet, og at han altid tog sig tid til at læse og svare — og at forfattere i grunden slet ikke gjorde den slags nok. Det gjorde indtryk. Jeg tænkte at jeg ville sende ham en bog, sådan som jeg før har gjort det til Brian Mikkelsen, Per Stig Møller og Uffe Elbæk, og som jeg alle havde fået fine, håndskrevne svarbreve fra. Jeg lagde en bog frem derhjemme, men før jeg nåede at finde en kuvert, havde jeg set ham udtale sig om sine læsevaner her i avisen, og sige at han mest var til "mandlige forfattere med et følsomt og klogt sind". Der gik ikke så lang tid før han igen sagde noget lignende i radioen, "jeg foretrækker mandlige kunstnere", sagde han, og så det med det følsomme og kloge sind. Se, det sidste forstår jeg, men det første er jo solid skørhed. At være følsom og klog er noget man med en vis rimelighed kan forvente smitter af på værket. Som hvis man foretrak kunstnere med humor og vid. Men det andet måtte være en kategorifejltagelse, som når Dirch Passer i revyvisen synger "min far var kusk, min mor var blond". Som at sige at man foretrækker kunstnere med runde hoveder. Eller som at tro at man lever længere hvis man går med en tændstik i lommen. Ja, det var hvad det var — en form for magisk tænkning.

Eller lød rationalet måske helt dumt, at jeg har x karakteristika, jeg er f.eks. mand, jeg har de-og-de erfaringer, og jeg kan kun spejle mig (åh, denne spejlen sig!), i værker af andre med x karakteristika? I så fald ville det jo være en misforståelse af kunstens anliggender og potentiale som var så massiv, at det næsten ikke var til at forstå hvordan man kunne blive talsmand for kulturområdet. For er kunsten ikke netop et sted hvor det indimellem lykkes at flytte grænserne for det menneskelige, at udvide rummet for erfaringen, vores bevidsthed om det mulige? At linde lidt på de karakteristikaernes tunge sandsække vi normalt har så travlt med at slæbe rundt på, og måske stige til vejrs et øjeblik? Bare en stund glemme os selv, et lille transcendent sekund se ud over vores egen næsetip, og få os til at slippe tankerne om denne næsetips nærmere beskaffenhed? Og omvendt — er kunsten ikke netop det sted hvor vi af og til kan få lov til at se ud over nogle andre næsetippe end dem der ligner vores egen, møde andre typer af erfaringer, et øjeblik mærke hvordan det er at slæbe sandsække vi normalt slet ikke slæber? Er det ikke alle disse fordoblinger og forskydninger og nogle gange nærmest umærkelige udvidelser som er kunstens enestående bidrag til det menneskelige? Hvorfor skulle man på forhånd ville frasortere halvdelen af dette vilde tilbud ved at sige, at man foretrak værker af folk med samme kromosomsammensætning som en selv?

et lille transcendent
sekund at se ud over
vores egen næsetip

Jeg var mao. overbevist om at det var en fejl, og at jeg ville kunne nå ham med argumenter, ligesom man kan vække nogen af en dagdrøm med et knips. Jeg så mig selv som den der kunne bringe ham ud af vildfarelsen, en venlig kunstens Patch Adams der i sjove sko og med mudder i lommen og et velanbragt Gesundtheit! kunne illuminere dét der henlå i mørke hos folketingspolitikeren.

For hvad hvis man byttede navnet ud, det afslørende og straks devaluerende kvindenavn? Ville han opdage det? Eller ville han måske være mere modtagelig overfor de oplevelser som en selv-forglemmende fordybelse i et værk kan give? Eller: Hvis man nu helt fjernede navnet, ville han overhovedet kunne udlede noget om vedkommende? Eller var der noget jeg overså, et egentligt argument?

Jeg endte med at bruge halvanden dag på at finde brudstykker af en passende længde, ikke for uoverskueligt, men nok til et indtryk, af nogle af mine yndlingsforfattere, i alt tolv styks anonymiserede tekststykker af Marilynne Robinsson, Annie Dillard, Joan Didion, Ingmar Bergman, Cormac McCarthy, Kafka, J. M. Coetzee, Linn Ullmann, Iben Mondrup, Kristina Stoltz m.fl.. I nogle tilfælde måtte jeg — hvad der virkelig vidner om min missionsildhu — selv oversætte stykkerne, men jeg så det som en form for borgerpligt, som samfundstjeneste. Jeg forestillede mig ligefrem at han, når skællene faldt fra hans øjne, ville være mig taknemmelig, ikke mindst for alle de store kunstoplevelser han nu ville få, men mest tænkte jeg på den kunst og kultur som han på sit partis vegne repræsenterede.

Altså ind på Christiansborg med brev, quiz og et eksemplar af Grumme historier. Jeg modtog en kort, venlig mail, hvor han sagde at det bare var sådan det var. Det var de mandlige han fik læst færdig og som gjorde indtryk. Ordet han brugte var "konstatere". Og det kan man jo. Quizzen ville han ikke tage. Bogen hørte jeg aldrig tilbage om. Nu er lommer tømt for mudder, og brev og quiz arkiveret under et ikke nærmere oplyst faneblad.