Skildpadder

Information d. 1. april 2017
Af Mathilde Walter Clark

Copyright © Information og Mathilde Walter Clark 2017
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

Jeg kan ikke huske et specifikt tidspunkt hvor Colie Hoffman og jeg blev venner. Hun var min nabo. Jeg var på skriveophold i Indien, et sted uden for Bangalore på en åben mark med rød jord, hvor hver forfatter fik et værelse med bad, en seng, et vindue og et skrivebord. Væggen der adskilte badeværelset fra naboens gik ikke helt op til loftet, men efterlod en åbning på omkring tyve centimeter. Man kunne høre alt hvad der foregik inde hos den anden. Det skete tit at vi stod derude på hver sit badeværelse og børstede tænder samtidig, og Colie sagde: Hello Denmark, og jeg svarede: Hello America. Og så sagde Colie: Okay, now we can go back to pretending we can't hear each other.

Tit nøjedes vi med simpelthen at kalde hinanden America og Danmark. For nogle år siden opstod der en periode hvor jeg ikke hørte fra hende. Jeg skrev et utal af emails og sms'er i den tro at jeg havde gjort noget galt. Jeg var først ked af det, så gal. Hvorfor skrev hun i det mindste ikke hvad jeg havde gjort galt? Jeg gik igennem alle former for desperation indtil jeg tænkte: Jeg må give slip på hende. Hvad grunden end er, må jeg give slip på hende.

Så brækkede jeg mit ben, og Colie fandt ud af det. Mens jeg stadig lå på hospitalet fik jeg en lang email fra hende hvor hun forklarede hvordan hun havde haft det, og hvorfor hun ikke havde skrevet. Hun havde været i en tilstand hun kaldte The Fog. Tågen. Hun brugte aldrig ordet depression. Hun var der stadig, sagde hun, men den var ved at lette. Hun var blevet medicineret forkert og havde selv fornemmet det. Gennem hendes ord fik jeg en meget klar idé af den tåge. Jeg forstod det hele.

Det skete hele tiden at jeg så eller hørte ting jeg skulle huske at sige til Colie, og sådan havde hun det også med mig. Vi førte lange samtaler med hinanden i hvert sit hoved. Igennem to semestre tog hun toget fra Millbrook Upstate New York til Manhattan for at lære dansk. Hun kom til Danmark i to måneder en sommer, og var mere produktiv end nogensinde. Der var en myldrende lethed i vores samtaler om alle slags emner. Det stod fast at samtalen aldrig sluttede, den lå der bare, foran os som en lang tråd eller mange tråde vi når som helst kunne samle op og brodere videre på. Remind me to tell you that story some other time, for der var altid andre historier, andre ting at fortælle, emner, ting der skulle udforskes som pressede sig på i forgrunden. Remind me to tell you the difference between people who write "lol" and "haha". Det føltes uudtømmeligt, som at spise af et bjerg, og vi var hundehvalpe igang med at forspise os.

som at spise af et bjerg

Et stykke tid efter tågen lettede, fik jeg pakke og et brev. Pakken indeholdt bøger, men det bedste var brevet. Det var et brev hun havde skrevet på i ni måneder. Det begyndte mens hun endnu havde været i tågen, længe før jeg brækkede mit ben. Hun kunne ikke skrive, og alligevel skrev hun til mig. Det var en ni måneder lang samtale uden at jeg vidste det. I løbet af brevet flyttede hun (sammen med sin kone Jen) fra Millbrook til Portland. Da brevet sluttede havde de lige set på det hus de endte med at købe, deres første.

Det var også i det hus det ringede på døren en morgen. Colie var vågnet om natten, havde taget tøj på og var gået ud, og Jen havde ligget vågen og ventet på at hun kom tilbage. Det var politiet der ringede på. De havde fundet hende i den lokale park. Hun havde taget sit eget liv.

Foruden Jen (som var gravid, de ventede deres første barn), efterlod Colie sig et manuskript til en digtsamling som igennem al den tid jeg havde kendt hende havde været almost finished. Hun var perfektionist. Og bagved den næsten færdige bog ventede andre bøger, digte, prosa, projekter som hun allerede var gået igang med at tænke på. Hvordan skulle jeg nu læse de bøger? Nu da jeg vidste de næsten fandtes, eller jeg næsten kunne forestille mig dem, havde jeg brug for dem. Jeg følte at hun skyldte mig dem. Eller: Jeg har stadig brug for så meget af det hun gav. Og jeg er gal på mig selv. Over at jeg ikke fik mere ud af tiden. At jeg ikke Skypede oftere, eller skrev. At jeg aldrig kom til Portland. At jeg ikke fik spurgt om tusindvis af ting. Forskellen på lol og haha. Og hvorfor…

Dengang jeg læste hendes email og syntes jeg forstod den tåge tænkte jeg: Vi er heldige at vi stadig har Colie hos os. Nu bliver mine tanker ved med at gå tilbage og samle op på vores tråde i håbet om at de måske denne gang vil lede mig frem til en forklaring. Men det gør de ikke. Der er kun løse ender. Det er de efterladtes lod altid at vandre rundt i den labyrint. Det er de levendes lod at tænke: Hvad gjorde jeg galt? Men måske er det ikke det rette spørgsmål. Måske havde det slet ikke noget med os at gøre. Måske følte hun at det var den eneste vej ud af tågen.

Halvandet år efter udkommer—ved venners hjælp—en lille bog, Hug Machine, med et udvalg af Colies næstenfærdige digte som i den forgangne uge blev fejret på Hunter College i New York. Jeg har tilladt mig at oversætte "Skildpadder" til Informations læsere: Du er et hus/ Tagspær i brand/ på en smuk måde// Jeg er nogle insekter/ i den varme have// Da jeg var lille spiste/ jeg giftige bær/ og hjembragte/skildpadder/ fra skoven// Gid jeg kunne bære dig/ på min ryg.

Om det med at blive venner sømløst. Jeg tror at da jeg mødte Colie havde jeg en følelse af at hun altid havde været min nabo. At jeg altid havde været i det ene værelse, og hun var i værelset lige ved siden af. Sådan har jeg det stadig—som om hun er lige der omme på den anden side af tyve centimeters luft.