Af Mathilde Walter Clark
Alt for Damerne 23/ 2006
Copyright © Alt for Damerne og Mathilde Walter Clark 2006
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.
Denne klumme er dedikeret helte. Jeg har altid dyrket dem. Da jeg var lille var det Thomas Winding, Poul Nesgaard og Kaptajn Haddock. Den sidste fordi han kunne sådan nogle vidunderlige bandeord, som jeg aldrig havde hørt, og jeg samlede dem, alfabetiserede dem og lærte dem udenad længe før Carlsens Forlag fandt på at udgive dem i en handy bog.
Da jeg blev lidt ældre blev det så Hergé, Tintins tegner, og Georg Metz, fordi han var sig selv i tweed og rullekrave. Endnu senere, da jeg læste på universitetet, blev det til min egen store overraskelse Kierkegaard. Jeg var overrasket fordi, de mennesker, for hvem Kierkegaard også var en helt, altid var sådan blodfattige nogen, der sad med foldede hænder og kunne sige Kirkegaard på en helt særlig henført og skælvende måde, som irriterede mig enormt. Men Kierkegaard er hverken blodfattig, henført eller skælvende; han er besk, allerhelvedes morsom og virkelig, virkelig ond på den gode måde.
På et tidspunkt havde jeg sågar dedikeret heltene en hel væg i min stue. Jeg holder af nøgne vægge, men heltene fik lov til at hænge på stribe: Woody Allen, Einstein, Gödel, Picasso, Niels Bohr, Matisse, J.D. Sallenger, Frederik Stjernfelt og filosoffen Peter Zinkernagel. En dag slog det mig med lysende gru, at der ikke hang en eneste kvinde og fluks blev Pippi Langstrømpe hængt op sammen med den indiske forfatterinde Arundhati Roy.
I dag har jeg to helte. Den ene er Vagn Lundbye, fordi han er det mest menneske-agtige menneske, jeg nogensinde har mødt. Vi andre øver os bare, vi er tilnærmelser, men Vagn Lundye – han er der allerede. Den anden er sognepræsten Anne Braad, fordi hun er en kriger. Hun er ikke bange for en skid.
Jeg ved godt, at det er drøn umoderne at have helte, og at jeg ligeså godt kan indrømme, at jeg børster mine tænder med bark eller vikler mig ind i et lille gedeskind, når jeg skal på indkøb. Man skal have idoler, hvis man skal følge med tiden, hvilket er noget helt, helt andet. Helte og idoler er hinandens modsætninger. Helte viser os, hvilke faldgruber, der kan være på vores vej gennem livet, og de minder os om vores egne styrker, som kan hentes frem, når vi møder modstand. Helte kan vi spejle os i, for de er fulde af fejl, og det er det, der gør dem så elskelige. Se bare Hamlet, se Churchill, se Don Quixote - alle til hobe: fulde af fejl. Helte er mennesker, der blot er lidt mere tydelige, de er lysende koncentrater af alt det, vi møder i os selv.
Idoler er derimod helt igennem perfekte skabninger, en slags overmenneskelige abstraktioner, som vi aldrig kan sammenligne os selv med. De ikke bruges til så meget andet end at få os til at føle os forkerte. De viser ingen vej, for de er statiske størrelser. De udvikler sig ikke, for de er allerede perfekte. De findes selvfølgelig ikke i virkeligheden – de er komplet menneskeskabte. De er billeder. Det er derfor at idoler aldrig holder i ret meget mere end nogle metaforiske døgn. Jeg tør dårligt give et eksempel på et idol, for bladet har otte ugers produktionstid. Man kunne overveje Hr. og Fru Beckham.
Idoldyrkelsen er brudt ud i lys lue. En stor dille for tiden er at forøge at lave et idol ud af sig selv. Det er den trang hos os, som reality-tv og beslægtede pop-programmer ernærer sig ved. Vi ønsker at opleve os selv som perfekte – om det så blot er i det døgn det varer. Det hedder ligefrem ‘Stjerne for en aften’. Dagen efter er idolerne skiftet ud. Det er selvfølgelig kun mennesker, der kan finde på at lave idoler.
Men mennesker har brug for helte. Læser man alle de gamle skrifter er Gud måske noget af det mest fejlbefængte, man kan møde på skrift. Han klarer sig meget godt alligevel. Helte varer nærmest evigt. Længe leve Haddock & Co!
