Vanvid! Oprydningsvanvid!

Information d. 21. oktober 2017
Af Mathilde Walter Clark

Copyright © Information og Mathilde Walter Clark 2017
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

Om fredagen rejser min kæreste til Spanien for at besøge en ven, og jeg glæder mig til rigtigt at få lejlighed til at give den et nøk på mit manuskript. Om lørdagen skal jeg have gæster til middag og forsøger at bakse et stort fad ud af den skuffe hvor fadene, og efterhånden et par andre ugennemskuelige ting, er stablet med kirurgisk præcision, men uden synlig logik, efter devisen x ovenpå f, ovenpå b, ovenpå i, og så forsigtigt-forsigtigt åbne og lukke skuffen for at det hele ikke tipper og låser skuffen fast. Er vi de eneste der har den slags skuffer? Om søndagen kan det være nok med den forbandede skuffe, jeg giver jeg mig til at sortere i den, (hvad fanden laver egentlig de plastikforme til fyldte chokolader dér?) og det overskydende — altså noget af det kan smides til genbrug, jeg finder en stor pappose frem, vi er så heldige at have en Blå Kors i nærheden med frivillige som smiler venligt og distræt når man kommer anstigende med sine poser fuld af mærkværdigheder. Og resten må hen i en anden skuffe, og søndag aften jokker jeg rundt mellem ragelse, og klokken er først fire da jeg går i seng med manisk bankende hjerte og falder hen i en døs med urolige drømme om skuffeinddelere fra IKEA.

Der er jo en grund til at det hedder rengørrings- og oprydningsvanvid. Det er vanvid! Det rene skære! Heldigvis kan jeg ikke se mig selv, men jeg fornemmer at mit udtryk i øjnene er vildt. Jeg har fået et slags røntgenblik som ikke ser på tingene så meget som deres former — den dér kan lige ligge dér, og ud med den dér! Om mandagen (eller er det tirsdag?) er jeg nået til mit tøj — og til elektronikskuffen som er fuld af opladere til fordums gadgets som jeg har glemt meningen med, og til linnedskabet som viser sig fuld af duge jeg kun har en vag erindring om at have set før, og som jeg ved gud aldrig ønsker at se igen.

jeg kripser og kratter
rundt mellem bunkerne

Og trænger knagerækken i vindfanget egentlig ikke gevaldigt til en omgang maling? Inden jeg ser mig om har jeg brugt en formue hos Flügger, og nu ligger der også gangpap og et par gummihandsker som er blevet våde indvendigt, jeg kripser og kratter rundt mellem bunkerne til ud på de små timer og kasserer tomme cd-rom-kassetter, møre hårelastikker og "sjove" julegaver. Hver gang jeg åbner et skab falder der et eller andet ud, et grimet guitarplekter, noget knækket røgelse, en ølbrik med sufi-citater. Hvem i alverden er disse mennesker? Hvordan kan de holde ud at leve på denne her måde? Jeg er begyndt at tale til mig selv. Det er godt jeg er alene, ellers ville min kæreste tro at jeg var vanvittig.

Jeg er vanvittig — oprydningsvanvittig! Hver gang jeg falder i staver et sted i huset falder mit laserblik på noget nyt oprydningsværdigt. Tænk hvis jeg brugte noget af den heftige energi på mit manuskript? Men det er jo netop det, vanviddet kan ikke omsættes, det er et fokuseret laservanvid. Alligevel prøver jeg. Jeg sætter mig ned og skriver en halv side, og da jeg kommer til "mig selv" igen, mit nye vanvittige selv, sidder jeg og sorterer i skabet bag ved mig, den bugnende kassette med brugsanvisninger. Hvem fanden bruger i det hele taget brugsanvisninger nu om dage? "Sådan bruger du støvsugeren" står der på forsiden af en tyk lille tryksag — jeg ved sgu godt hvordan man bruger støvsugeren, raser jeg, og kyler den over i bunken.

Hen på natten hiver jeg malertapen af knagerækken. Farven er flydt ud i bittesmå revner på væggen, den ligner Barbera Cartlands mund. Jeg brækker knagerækken ned. Tilbage i Flügger næste morgen køber jeg spartelmasse og vægmaling. Giv mig et par gummihandsker med, siger jeg flot til flüggermanden. Du kan få to par for tyve, siger han. Han har kun har to poser tilbage som ikke passer i størrelsen til de andre på krogen.

Det har generet mig hele dagen, siger han.

Det kan jeg godt sætte mig ind i, siger jeg og griner euforisk, vanvittigt...

Om onsdagen når kaos zenit. Jeg er gået i krig med bøgerne. Åh, gud, bøgerne…

Skatten 2005? Det fænomen at ubrugeligt bras vokser frem i krogene hver gang man kigger væk er forlængst blevet beskrevet i litteraturen. I Do Androids Dream of Electric Sheep, (som berømt blev til filmen Bladerunner) beskriver Philip K. Dick det som han kalder "kipple", en slags materiens svar på entropi. Det faktum at reklamepost, tomme tændstiksæsker og tyggegummipapir har det med at vokse frem så snart vi ser væk. Hvis man fx lægger sig til at sove med den mindste smule kipple i sin lejlighed, skriver han, er der dobbelt så meget af det når man vågner. Ja tak, siger jeg, og bærer seks poser over til Blå Kors-medarbejderne som smiler venligt og distræt.

Men der er mig bekendt ikke nogen der har beskrevet det fænomen at tingene ligesom vokser og breder sig, når de pludselig får plads. Ét er at det forholder sig sådan i skufferne, men det for alvor mærkelige er at det samme sker i bogreolen. Bøgerne breder sig fuldstændigt som var de mennesker. Selvom jeg har fjernet hvad der kan ligge i fire store papposer, fylder bøgerne det samme som før. Man kan observere noget lignende i metroen: Hvis ikke hullet når nogen rejser sig op øjeblikkeligt fyldes ud med et nyt menneske, flyder de omkringsidende sig umærkeligt ud over sædet. Det er som om hullet aldrig har været der.

Torsdag aften er malingen næsten tør. Tilbage på gulvet ligger nogle helt ok, men ukurante sager som jeg ikke kan placere. Ud med dem. Såvidt skuffer og skabe. Nu mangler jeg bare at foretage mig nogenlunde det samme i manuskriptet.