Mæcen søges

2. januar – 31. december 2005

Jeg havde brug for penge til at skrive min bog nummer to. Efter at have tjent 9000 kr (før skat) på min detbutroman Thorsten Madsens Ego og fået en række afslag på legatansøgninger, besluttede jeg mig for at lede efter en mæcen. En mæcen er en rigmand der støtter kunsten økonomisk. Tilbage i 2005 fandtes begrebet "crowd funding" ikke. Hvis det havde, ville jeg have crowd funded. Men når tingene ikke findes, må man opfinde dem.

Den 2. januar iførte jeg mig det, der skulle blive mit arbejdstøj for 2005: en t-shirt med påskriften “Mæcen søges”. Jeg satte mig til at skrive breve til kendte erhvervsledere som Mærsk, Klaus Riskjær og Lars Larsen. Jeg skrev til de kongelige: Margrethe og Prins Henrik. Og jeg skrev til daværende Kulturminister Brian Mikkelsen. Ham skrev jeg til hver 14. dag. Det udviklede sig til et slags pennevenskab.

Jeg hang sedler op på lygtepæle rundt omkring i København og på offentlige toiletter og i S-togene. Jeg tog til Hubertusjagt i Dyrehaven med et sandwichskilt, hvor der stod: “Mæcen søges”. Jeg læste hele min første bog høj for en kulturelt sulten mæcen. Jeg spiste indisk mad med en rigmand, der senere viste mig sin trampolin. Jeg blev inviteret i Tivoli af en revisor fra Radiometer. Jeg fik 100 kroner af Brian Mikkelsens egen bukselomme. Jeg kedede mig ikke.

Jagten blev indstillet d. 31. december 2005. Da havde jeg brugt 2-3 timer om dagen i løbet af dét år. På kontoen stod 13.593 kroner og 80 øre. Pengene kom ikke fra erhversfolk eller kongehus, men fra helt almindelige mennesker, der havde set mine lygtepælsopslag.

Men der kom ikke bare penge på kontoen. Jeg var rig på oplevelser. Og jeg havde samlet alt, hvad jeg havde skrevet - og fået - af breve og emails. De fyldte to tykke mapper. Dertil kom alle objekterne. Ting folk havde sendt mig. Te, klippekort, ordbøger. Jeg følte, at materialet ikke kun tilhørte mig. Jeg havde jo ikke været alene om at skabe det. Så i 2013 besluttede jeg mig for at "udgive" mit mæcen-år som e-bog: med brevene fra Kongehuset og Mærsk, mine breve til Brian Mikkelsen, de breve, han skrev til mig. Billeder, film - og alle historierne. Og jeg besluttede mig for at udgive den selv, uden om store og etablerede forlag. Så jeg lavede mit eget lille forlag: Tinsoldat.

Køb bogen på iTunes
Pris 49kr

(Beløbet ubeskåret til kunstneren (når e-boghandelen og momsvæsenet har taget hver sin andel).

I denne video fortæller jeg om udgivelsen:

TV Lorry-indslag: